Normalt plejer 'Badehotellet' at køre over skærmen i de mørke vintermåneder, men ikke i 2024.

Mandag løftede TV 2 sløret for premieredatoen på den kommende afsluttende sæson, og her fik utålmodige fans en overraskelse.

Hvor de første ni sæsoner havde premiere enten i januar eller februar – to gange tyvstartede man allerede i slutningen af december – får den kommende sæson 10 først premiere i marts.

Først har man premiere på streamingtjenesten TV 2 Play den 3. marts. Herefter på almindeligt 'flow-tv' på TV 2 den 10. marts.

Amalie Dollerup som hotelbestyrer Amanda.
Amalie Dollerup som hotelbestyrer Amanda. Foto: Mike Kollöffel
Vis mere

For første gang i 'Badehotellets' historie, rykker man derudover sendetiden fra mandag til søndag aften.

B.T. har spurgt TV 2, hvorfor den sidste sæson får så 'sen' en premiere.

Her lyder det i et skriftligt svar fra kommunikationsafdelingen:

»Det var nu engang sådan, planen kunne gå op med den øvrige programplanlægning i denne omgang. Så ja, man må vente lidt længere, end man plejer – til gengæld er der hele ni afsnit at glæde sig til. Det er den længste sæson nogensinde, så man kan nyde afsnit af 'Badehotellet' helt indtil maj.«

Ena Spottag gør comeback som kokkepigen Martha.
Ena Spottag gør comeback som kokkepigen Martha. Foto: Mike Kollöffel
Vis mere

Adspurgt om der er andre forklaringer på den sene premiere, så som en eventuel forsinkelse af produktionen, lyder det:

»Nej, det er alene en planmæssig beslutning.«

Det er snart to år siden, at TV 2 sidst sendte nye afsnit af 'Badehotellet', der de sidste ti år har været den suverænt mest sete tv-serie herhjemme.

Den afsluttende sæson foregår i sommeren 1946, og det er allerede annonceret at flere gamle karakterer gør comeback, heriblandt Ena Spottag, der i de første fem sæsoner spillede kokkepigen Martha.

I januar sender TV 2 i stedet en anden dramaserie i form af den nyproducerede spændingsserie 'Dark Horse' med blandt andre 'Tinka'-skuespiller Josephine Højbjerg og Birgitte Hjort Sørensen i de bærende roller.

Andre læser også