»Jeg har lyst til at græde over, at jeg ikke bare har penge på kontoen til bare at finde en lejlighed,« lyder det fra influencer Irina Olsen i første afsnit af det nye TV 2-program 'Irina i stykker'.
Men penge er der altså kommet ind på kontoen i forbindelse med hendes medvirken i programmet.
Det bekræfter TV 2 over for B.T.
'Irina er blevet kompenseret for tabt arbejdsfortjeneste. Det dækker den tid, hun har brugt på optagelserne,' lyder det i et skriftligt svar fra redaktør på programmet Peter Toldberg Gamborg.
I programmet ser man dog, hvordan Irina Olsen er på arbejde, mens tv-holdet følger hende.
Hun er blandt andet på photoshoot for modemagasinet Elle, ligesom man ser hende mødes med min manager, der også er hendes søster, for at planlægge og dele et opslag om sin skilsmisse.

Derudover ser man også Irina Olsen optræde i 'Go Aften Live'.
B.T. har derfor yderligere spurgt, hvordan man har udregnet, hvilken tabt arbejdsfortjeneste, Irina Olsen skulle have.
Derudover har vi spurgt, om det er normal praksis, at man på TV 2 betaler medvirkende i dokumentarprogrammer for tabt arbejdsfortjeneste.
Men ifølge TV 2 er der ikke tale om en dokumentarserie.

'Vi kommer ikke nærmere ind på den konkrete aftale, men ’Irina i stykker’ er ikke et dokumentarprogram, og det er helt normal praksis, at medvirkende i eksempelvis vores livsstilsprogrammer modtager tabt arbejdsfortjeneste,' lyder det fra redaktør Peter Toldberg Gamborg.
'Irina i stykker' ligger da også under kategorien 'livsstil' på TV 2 Play.
Men google du 'Irina i stykker dokumentar', dukker der som det første et link til serien op med teksten 'se Irina dokumentar her - Gennem hendes livs krise'.
Det var tilbage i oktober 2025, at Irina Olsen offentligt meddelte, at hun og eksmanden Morten 'Faustix' Olsen ikke længere dannede par.
De to har gennem mange år været et offentligt par og har blandet andet medvirket i programmet 'The Olsens', hvor man fulgte deres arbejds- og familieliv.

