TV 2 har fundet deres nye 'Vild med Dans'-vært.

Det bliver nemlig Cillia Trappaud, der i sin debut som tv-vært skal gøre Martin Johannes Larsen selskab som vært på det populære program.

Det skriver TV 2 i en pressemeddelelse.

Cillia Trappaud kommer altså til at stryge over skærmen for første gang som vært på et tv-program - og er måske også et ubeskrevet blad for de fleste.

Den 31-årige debutant gør sig til daglig en karriere som professionel danser og har arbejdet for store superstjerner som Beyoncé, Coldplay og også Usher, da han optrådte til Super Bowl.

Derudover er hun kærester med Hans Phillip, som er den ene del af den hyperpopulære hiphop-duo Ukendt Kunstner.

Martin Johannes Larsen var tidligere vært på programmet med Sarah Grünewald.
Martin Johannes Larsen var tidligere vært på programmet med Sarah Grünewald. Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix

»Jeg er meget glad for at have fået jobbet. Jeg har altid holdt af 'Vild med dans', fordi det handler om det, som jeg elsker allermest; dans. Det er et skønt program, især fordi det viser, hvordan dans kan udfordre og udvikle folk på nogle spændende, smukke og uventede måder.«

»Jeg glæder mig til at følge deltagernes rejse tæt, at se dem være modige og at følge deres fremskridt både personligt og dansemæssigt,« siger Cilia Trappaud.

TV 2's underholdningsredaktør fortæller i pressemeddelelsen, at man har fået Trappaud på radaren gennem det internationale dansemiljø, og at han og resten af redaktionen naturligvis er glade for at få hende med på holdet.

Også hendes nye partner in crime på programmet - den nu rutinerede danseræv efter tre sæsoner som vært, Martin Johannes Larsen - er begejstret for værtsmatchet.

»Cilia er supersej og dygtig.Hun er jo et ubeskrevet blad på værtsfronten og kan netop derfor bidrage med noget nyt og frisk - måske lidt ligesom da jeg selv startede, og det er bare helt vildt vigtigt,« siger den 34-årige komiker.

Sæson 21 af 'Vild med Dans' kommer til at løbe over skærmen for første gang til september.