Turister bryder Jim Lyngvilds regler: Folk vælter ind
Grundet stor nysgerrighed udefra, har Jim Lyngvild været nødt til at sætte skilte op omkring projektet 'Drakonheart'

Grundet stor nysgerrighed udefra, har Jim Lyngvild været nødt til at sætte skilte op omkring projektet 'Drakonheart'

Siden 2025 har Jim Lyngvild og Lego-koncernens ejer, Thomas Kirk Kristiansen, været i fuld gang med deres fællesprojekt 'Drakonheart' i det gamle Sostrup Slot.
Projektet vækker stor opmærksomhed blandt turister, som valfarter til det 400 år gamle slot i den lille landsby Gjerrild på Djursland.
Og selvom det lyder som en god ting, så gør de nysgerrige turister mere skade end gavn.
De overholder nemlig ikke reglerne for, hvor langt de kan tillade sig at trække deres nysgerrighed.
Det skriver TV2 Østjylland.
Flere af dem trænger ind på gårdspladsen og hiver i håndtaget til privaten.
Derfor har Jim Lyngvild været nødt til at opsætte skilte, som beder udefrakommende om at holde sig på afstand.
»Folk vælter ind på slotspladsen til trods for skiltene. Jeg tror ikke, at de gør det af ond mening, men når vi har så mange børn på stedet, gælder der bare andre regler. De skal kunne færdes frit, uden der kommer turister hele tiden og fotograferer dem,« siger Jim Lyngvild til mediet.
Han fortæller, at slottet dagligt har besøg af omkring 100 nysgerrige turister.
I disse dage afvikles 'magiske dage' for blandt andet udsatte børn på slottet. Derfor er det ekstra vigtigt, at turisterne har respekt for stedet, så børnene kan færdes frit.
Thomas Kirk Kristiansen købte slottet for svimlende 48,5 millioner kroner.
I et samarbejde med Jim Lyngvild skal slottet danne ramme om projektet 'Drakonheart', der har fokus på børn, der ikke passer ind i det normale skoleliv.