Søndag døde Troels Trier i sit hjem i en alder af 86 år. Han fik det dårligt og ville tage en middagslur, men endte med aldrig at vågne igen.
Det var hans datter, Rosa Trier, der fandt ham død i sengen.
B.T. har talt med hans søn, Tobias Trier, der fortæller om nogle svære sidste år for den folkekære multikunstner.
»I de seneste fem år har vores far været svækket. Han har døjet med et dårligt hjerte og astma. Jeg har haft på fornemmelsen, at vi godt kunne miste ham sådan set hver dag, det skulle være,« fortæller Tobias Trier.
Han lægger dog vægt på, at hans far stadig til en vis grad var i stand til at male og lave det, han 'elskede'.
»Det var en skånsom måde at gå bort på. Han var klar i hovedet til det sidste og kunne stadig arbejde med det, han elskede – male og sælge sine billeder til folk, der satte pris på dem. Det var en fin måde for ham at forblive aktiv helt til det sidste, og han optrådte endda og spillede koncerter indtil for nylig,« siger han.
Tobias Trier vil huske sin far for de positive stunder, de havde sammen, og for farens kærlighed til mad og musikken.

»Jeg husker ham meget for hans store glæde ved at lave mad til mig. Hvordan han kunne bruge timevis på at lave for eksempel en bouillabaisse fiskesuppe, som smagte helt fantastisk,« fortæller han og fortsætter:
»Jeg vil også altid huske ham for, at han hjalp mig ind i musikkens verden på den rigtige måde. Han støttede mig, men inkluderede mig ikke i sin egen musik, i stedet opmuntrede han mig til at finde min egen vej.«
