Trine Dyrholm har på det seneste rejst verden rundt og deltaget i forskellige store award-shows.
Blandt andet var hun i sidste måned med til Oscar-showet i Hollywood, og her fik hun blandt andet mulighed for at møde nogle af sine største idoler.
»Det var fantastisk. En kæmpe oplevelse,« lyder det fra Trine Dyrholm.
Hun har været på international rundrejse med filmen 'Pigen med nålen', der blandt andet var nomineret til en Oscar i kategorien 'Bedste internationale film', og det gjorde indtryk at være med til verdens største filmfest.

»Det var bare magisk at opleve det der kæmpe ikoniske show,« fortæller Trine Dyrholm og indskyder:
»I virkeligheden er det måske lidt sjovere at være med til 'Golden Globes' (Et andet awardshow i Hollywood, red.), hvor det er meget nemmere at hilse på folk, fordi det er en mindre. Oscar er lidt mere kaos og mange mennesker, men også bare kæmpe sjovt og stort.«
Adspurgt om hun mødte nogle af de store stjerner, lyder det først:
»Ja, men jeg er jo mest fan af nogle af de der damer på min egen alder.«
De kan vel også være store stjerner?
»Ja, og det er de også. Jeg fik hilst på Kate Winslet, Jodie Foster, Tilda Swinton og nogle af dem, jeg er ret vilde med.«
Havde de set 'Pigen med nålen' og vidste, hvem du var?
»Ja, nogle af dem gjorde.«

B.T. møder Trine Dyrholm mandag aften i forbindelse med gallapremieren på hendes nye danske film 'Det andet offer'.
En film, hvor man følger en læge, der under en hektisk vagt på neurologisk afdeling tager et valg, der får fatale følger.
Trine Dyrholm fortæller, at hun er meget stolt af filmen, der med hendes egne ord 'prøver at sætte ord på liv og død'.
Hun roser især filmens instruktør Zinnini Elkington, der efter at have instrueret en række kortfilm, nu debuterer med sin første spillefilm.
»Det kan man ikke mærke,« smiler Trine Dyrholm, der derudover nu glæder sig til at kunne holde lidt fri.
»Jeg har rejst rundt med så mange ting nu. Jeg har været i en periode, hvor alt jeg har lavet skulle ud eller på en festival. Så det her ('Det andet offer', red.) er lidt den sidste premiere. Nu skal jeg bare hjem og tage en slapper og være lidt sammen med familien.«