Skuespiller Trine Dyrholm er kendt som en af Danmarks mest populære skuespillere. 

Men nu tager hun også på en musikturné, der har fået titlen 'Sange jeg har sunget'.

Det annoncerer hun selv i et opslag på Instagram.

»Næste år er det 40 år siden, at jeg sang Danse i Måneskin og siden har jeg som skuespiller været involveret i flere projekter hvor musikken har fyldt meget, senest tv serien Den Danske Kvinde,« skriver Trine Dyrholm.

Hun fortæller videre, at hun har samlet et band og glæder sig meget til at tage ud i landet og møde et live publikum. 

Trine Dyrholm blev landskendt i 1987, da hun som bare 14-årig deltog i dansk melodi grand prix med sangen 'Danse i måneskin', der siden er blevet en national klassiker.

Trine Dyrholm optrådte i 2024 sammen med Tina Dickow, da Kongeparret fejrede 20 års jubilæet for den daværende 'Kronprinsparrets priser'. 
Trine Dyrholm optrådte i 2024 sammen med Tina Dickow, da Kongeparret fejrede 20 års jubilæet for den daværende 'Kronprinsparrets priser'.  Foto: Thomas Traasdahl/Ritzau Scanpix

Siden har skuespilleren, som hun selv skriver, sunget i forbindelse med forskellige projekter. 

Senest er der i forbindelse med tv-serien 'Den danske kvinde' blevet produceret et regulært soundtrack, hvor Trine Dyrholm synger forskellige danske hits i nye fortolkninger.

Turnéen kommer forbi flere større byer i hele landet i 2027, og billetsalget starter på torsdag, skriver Dyrholm selv.