Da Ekstra Bladets chefredaktør, Knud Brix, får beskeden om, at en bestemt kvinde skal starte som lærer på hans søns skole, bryder hans verden sammen.

Han må forlade en grillaften i haven med sin partner Mathilde og nogle venner for at gå op på værelset.

»Der husker jeg fornemmelsen af, at gulvet åbner sig under mig. Jeg har den fornemmelse af, at alt blodet løber op i hovedet, og så må jeg gå op, og jeg sidder med hovedet mellem hænderne. Og så begynder jeg at hulke,« siger Knud Brix i DR-podcasten 'Genstart'.

Det hele startede i 2020 med en sms fra kvinden, der roste hans arbejde som vært på netop 'Genstart'. Det førte til en aftale om en kop kaffe hos ham – som i stedet blev til et glas vin. De to aftalte at ses igen efter det første møde.

Men Knud Brix fortrød og aflyste den næste aftale, hvilket kvinden i første omgang accepterede.

Kort efter begyndte hun dog at skrive igen. Trods afvisning efter afvisning nægtede kvinden at stoppe kontakten. Knud Brix forsøgte at blokere hendes nummer, men kvinden begyndte i stedet at sende e-mail samt sms'er fra andre numre.

Tirsdag udkommer Knud Brix med romanen 'Paranoia', der er inspireret af den årelange stalking, han blev udsat for. Foto: Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix

Beskederne blev hurtigt mere og mere vrede, og til sidst blev det så slemt, at Knud Brix gik til politiet, fordi han var bange for, hvad hun kunne finde på.

Politiet greb ind ved at ringe til kvinden, og der kom ro på i en periode – indtil den førnævnte grillaften, hvor beskeden om lærerjobbet ramte.

Knud Brix kontaktede straks skolen og forklarede situationen, hvorefter kvinden alligevel ikke blev ansat.

Men mareridtet stoppede ikke der. Et års tid senere vågnede Knud Brix og kæresten ved, at deres hund larmede. Chefredaktøren gik ned for at tjekke, hvad der var galt.

I stuen stod kvinden. Hun var rasende over, at han havde forhindret hende i at få jobbet på skolen.

Knud Brix barrikaderede sig i soveværelset og tilkaldte politiet. Kvinden blev efterfølgende sigtet for husfredskrænkelse og ulovlig indtrængning, da stalking dengang ikke var en selvstændig forbrydelse.

DR har forelagt kvinden Knud Brix' udlægning.

Hun fortæller, at hun oplever det som grænseoverskridende, at historien kommer ud uden hendes samtykke. Samtidig undskylder hun over for Knud Brix og hans partner og slår fast, at hun ikke havde onde intentioner.

Tirsdag udkommer Knud Brix med romanen 'Paranoia', der er inspireret af den årelange stalking, han blev udsat for.