Tv-vært Timm Vladimir har kastet sig over et nyt forretningseventyr.
For tre måneder siden åbnede han nemlig en kaffe- og cocktailbar på Nørrebro i København. Men timingen kunne godt have været bedre.
Timm Vladimir må nemlig ikke reklamere for sit projekt, mens ‘Den store bagedyst’ kører - hvilket det tilfældigvis har gjort de seneste måneder.
»Jeg har nogle klausuler, når jeg laver ‘Den store bagedyst’, og så må jeg ikke reklamere. Heller ikke på mine sociale medier« siger han og tilføjer:
»Det har ikke været med min gode vilje, for hvis jeg måtte, så havde jeg lavet væsentligt mere larm.«
Tv-værten indrømmer, at han gerne gik til yderligheder for at skabe opmærksomhed omkring sit nye projekt.

»Hvis jeg måtte, havde jeg gerne stået i bar røv og bjørneskindshue på Rådhuspladsen for at slå på tromme for det,« siger Timm Vladimir i et grin.
Efter finalen løb af stablen i det populære DR-program lørdag, har han dog endelig frit spil.
Sidste år købte tv-vært og iværksætteren sig ind i ejerkredsen hos kafferisteriet Holy Bean, og efter at have arbejdet på projektet i nogle år, åbnede samme ejerkreds for tre måneder siden en kaffe- og cocktailbar på Nørrebro.
»Jeg har altid været vild med både kaffe og cocktails. For 20 år siden begyndte jeg at riste kaffe derhjemme, for jeg er en uhelbredelig nørd med nogle ting, men så kom jeg lidt væk fra det, og maskinerne blev taget af markedet,« fortæller Timm Vladimir.
Ejerkredsen består af fem mennesker, og selvom Vladimir ikke ønsker at fortælle præcis, hvad han har skudt i projektet, vil han dog godt fortælle, at det er under en million kroner.
»Men jeg er dårlig til at smide penge på bordet og vente på, at der sker noget,« fortæller han.
Tv-værten fortæller, at åbningen er gået godt - men træerne vokser heller ikke ind i himlen allerede.
»Det går stille og roligt fremad, og det bliver det ved med, men der står ikke 200 mennesker hver dag, sådan er det ikke,« forklarer Timm Vladimir.
Han står dog ikke selv bag disken på sin nye kaffebar - til gengæld er han blevet stamgæst, fordi han bor få minutter væk.
»Nu drikker min kæreste og jeg tit kaffe dernede, og det skidehyggeligt. Jeg kan lide at se på, hvilke mennesker der kommer, hvornår de kommer, og hvad vi kan gøre bedre.«

