Som en fisk i vandet var Thomas Uhrskov på en dejlig skitur i Nordmakedonien.

Men undervejs gik det galt for den garvede skibums og tidligere tv-vært.

Det skriver han i et opslag på Facebook.

'Advarsel: Lidt ubehagelige billeder. Fra super fedt skiløb til tre gange narkose og en meget anderledes skisæson. En ting er sikkert, jeg er vild med at betale skat.'

Teksten er akkompagneret med en video fra hans tur til Nordmakedonien, hvor det undervejs går helt galt.

'Jeg har slået armen. Fuck, fuck, fuck,' lyder det kort efter styrtet i videoen.

Det viser sig, at han har brækket armen og revet skulderen af led.

Og det betød flere ture på diverse hospitaler. Først blev han opereret på et privathospital i Nordmakedonien og blev lagt i narkose.

Efter to dages indlæggelse i det nordmakedonske fløj han hjem til Danmark for at komme på hospital herhjemme.

Også her måtte han en tur på operationsbordet og i narkose.

Men det var desværre ikke nok.

'Et par dage efter operationen kunne jeg bare mærke, at der er noget galt med skulderen – udover den har været af led. Der er røget en muskel af og en sene af,' fortæller han.

Så det endte med tre gange i narkose.

Han har desuden aflyst resten af sin skisæson.