For knap fire måneder siden blev Thomas Vinterberg far for femte gang.
Og da han søndag har premiere på sin stort anlagte TV 2-serie 'Familier som vores' i Imperial, så var den nyfødte datter også kommet med i kulissen.
»Det går rigtig godt. Hun er et meget sødt og smilende og snakkende menneske,« lød det kærligt fra den stolte far til den fremmødte presse, som han også røbede datterens navn overfor:
»Hun hedder Leonora,« svarede Thomas Vinterberg med et smil.
Den nu godt fire måneder gamle datter Leonora havde dog ikke lyst til at være med på den røde løber sammen med resten af sin sammenbragte familie til premieren i den københavnske biograf.

I stedet lod Thomas Vinterberg og hustruen, skuespillerinden Helene Reingaard Neumann, sig fotografere sammen med deres to andre fælles børn, Lily og Albert, samt med Thomas Vinterbergs datter Nanna, der havde taget kæresten Alexander med.
Datteren Nanna har Thomas Vinterberg fra ægteskabet teaterchef Maria Walbom Vinterberg, som han også fik datteren Ida med, som på tragisk vis mistede livet i et trafikulykke for fem år tilbage.
30. maj i år blev den 55-årige instruktør så far for femte gang til sin og Helene Reingaard Neumans tredje fælles barn, der altså har fået navnet Leonora.
Og en gang i fremtiden kunne der da godt ske at komme yderligere tilføjelser til den store, sammenbragte familie.
»Det ved man ikke! Hvor skulle jeg vide det fra. Men vi har ikke planer om at få flere børn lige nu, nej,« lyder det fra Thomas Vinterberg.
Han er aktuel med dramaserien 'Familier som vores', der sendes på TV 2 til oktober. Derudover er han i gang med en amerikansk indspilning af Astrid Lindgrens børneeventyr 'Brødrene Løvehjerte'.
