Man er simpelthen løbet tør for tid.
Det er forklaringen bag udskydelsen af Anders Breinholts 'største juleshow nogensinde', der skulle have været afholdt 5. december i Royal Arena.
Den forklaring ikke bare provokerer, men irriterer også Thomas Kurt, der havde købt billetter til sine syv medarbejdere og samarbejdspartnere i forbindelse med firmaet Handwerk Entreprises julefrokost.
Det fortæller han til B.T.
»Det er selvfølgelig pisseirriterende. Begrundelsen er sgu lidt spøjs – så er man bare løbet tør for tid,« siger han og tilføjer:
»Det kan undre mig. Hvordan kommer man bare lige til det?«
Han uddyber, at det har konsekvenser, når man så kort tid forinden aflyser et arrangement, som mange havde hængt deres hat på.
For nu står Thomas Kurt med sine medarbejdere, der har sat et kryds i kalenderen for årets julefrokost, men ikke længere med et arrangement.
»Hvordan fanden finder man lige et sted at holde julefrokost med så kort varsel?«
Han ville ønske, at arrangørerne i det mindste kom med et alternativ – nu hvor Royal Arena er booket, og billetterne er købt.
Men er det ikke bedre, at de så leverer et godt show om et år i stedet for at vise noget, der er halvfærdigt?
»Jo, det kan du sige, men det er decideret uacceptabelt, at man ikke får færdiggjort det her show, når man har solgt billetter til så mange mennesker.«
Thomas Kurt har heller ikke planer om at dukke op på den nye dato næste år. Han er blevet »tøsefornærmet«, forklarer han.
»Jeg vil ikke støtte det projekt. Jeg havde håbet på underholdning og ølsmagning i Royal Arena. Det er irriterende og frustrerende.«
Michael Guldhammer, fra Cece Agency, der arrangerer eventet, har tidligere forklaret til B.T., hvorfor de har besluttet at udskyde juleshowet til 2027.
»Forklaringen er, at vi har udskudt showet for at kunne lave præcis det show, som publikum, Anders, Søren og Carsten fortjener,« skriver han i en mail til B.T. og fortsætter:
»Det er et stort show med en giga-opsætning, og vi har ikke ønsket at gå på kompromis med det første show, vi laver i den her kaliber. Derfor har Cece Agency besluttet at flytte showet til næste år, så det udkommer i den fantastiske form, som vi alle har ønsket, og som publikum fortjener.«
Du kan læse mere HER.