Guitaristen Per Møller er død.
Det skriver Thomas Helmig i et opslag på Instagram, hvor han samtidig sender en sidste hilsen til sin gode ven.
»Min store musikalske helt, mit store forbillede. Per Møller er her ikke mere. Per var, for mig, en af de helt store oprindelige inspirationskilder som sanger, sangskriver og rytmeguitarist,« skriver Thomas Helmig.
»Tak Per for dit venskab. Tak for at være min læremester. Tak for al musikken. Hvil i fred,« fortsætter popstjernen.
Overfor TV2 Østjylland har Per Møllers familie også bekræftet dødsfaldet.
I 1970erne spillede Per Møller guitar for det aarhusianske band Rockforbundet.
I 1980erne spillede han med i Anne Linnet Band, og siden har han blandt andet været på turné med Thomas Helmig, skriver mediet.