Den kendte musiker Thomas Helmig har sagt endegyldigt farvel til alkoholen.
Det fortæller han i interview med Casper Christensen i programmet 'All Exclusive', der blev optaget i sensommeren 2022.
»Jeg er jo helt holdt op med at drikke,« fortæller sangeren, mens de to sidder på restaurant og drikker alkoholfri øl.
»Jeg drak igennem mange år for meget. Aldrig når jeg optrådte. Men jeg drak for meget. Og jeg prøvede at stoppe det. Jeg havde svært ved at få proppen i igen, hvis jeg først var gået i gang.«
Han fortæller, hvordan han godt kunne finde på at drikke for meget, når han var alene, og at han gik i behandling og i AA (Anonyme Alkoholikere, red.) for at få hjælp til helt at droppe de våde varer.
»For mig er der ingen tvivl om, at det har været en fed beslutning, og jeg har mødt enormt mange fede mennesker i det, og det har jeg været glad for,« fortæller Thomas Helmig om sin tid i AA.
Under frokosten med Casper Christensen bliver Thomas Helmig spurgt til, om det var 'større' for ham at gå i behandling, fordi han er kendt.
»Jeg tror, det måske krævede lidt ekstra. Jeg havde en nervøsitet for, om det ville stå i avisen dagen efter. Men så tænkte jeg også: 'Hvad så?',« fortæller han.
Thomas Helmig fortæller, at han stadig går i AA, selvom det ikke er så meget længere.
Sangeren har tidligere udtalt, hvordan han i perioder har forsøgt at stoppe med at drikke alkohol.
»Nu har jeg det 100 gange federe,« fortæller Thomas Helmig om sit liv, efter at alkoholen er lagt på hylden.
Ifølge ham selv var han ikke altid den bedste udgave over for sine børn og kone, når han var påvirket, og derfor er han også glad for, at han nu er helt færdig med at drikke.
'All Exclusive' kan ses på Viaplay .