Årets nye hold til Tivolirevyen er afsløret.

Her står det klart, at ikke mindst den tidligere 'Linie 3'-hovedperson Thomas Eje er kommet på rollelisten.

Dermed vender den 66-årige entertainer tilbage til revyen efter 38 år.

Dengang endte Thomas Eje tilmed med at blive kåret som Årets Revyfund for skuespillergerningen i Tivolirevyen, hvor han optrådte sammen med blandt andet Ulf Pilgaard og Søs Egelind.

Thomas Eje er særligt kendt fra den komiske trio Linie 3, men han medvirkede i Tivolirevyen i 1985 side om side med Ulf Pilgaard, Søs Egelind, Finn Nielsen, Kirsten Norholt, Lise-Lotte Norup, Bendt Reiner og Poul-Kristian Jensen. Nu vender han tilbage.
Thomas Eje er særligt kendt fra den komiske trio Linie 3, men han medvirkede i Tivolirevyen i 1985 side om side med Ulf Pilgaard, Søs Egelind, Finn Nielsen, Kirsten Norholt, Lise-Lotte Norup, Bendt Reiner og Poul-Kristian Jensen. Nu vender han tilbage. Foto: Niels Ahlmann Olesen
Vis mere

»Jeg havde den glæde at være med i Tivolirevyen for 38 år siden, hvor vi var otte skuespillere, seks dansepiger og orkester, som fik stablet en fantastisk revy på benene,« siger Thomas Eje i en pressemeddelelse.

På tirsdagens pressemøde for Tivolirevyen, hvor B.T. er til stede, blev resten af det nye skuespillerhold til den kommende 2024-sæson også præsenteret.

Udover instruktør og skuespiller Lisbet Dahl, som vender tilbage i front i sin anden sæson siden sidste års genoplivning af den gamle revy, så finder man også gengangeren James Price, der igen skal være kapelmester.

De resterende skuespillere er derimod nye.

Det drejer sig om Rikke Buch Bentsen, Rikke Bilde og Mikkel Becker Hilgart.

Tivolirevyen får premiere 6. juni 2024.