Thomas Eje har nået folkepensionsalderen.

Men hvis nogen tror, at den 69-årige entertainer og Linie 3-koryfæ er på vej mod et stille otium, kan de godt tro om igen.

For selv om kalenderen er pakket med revy, shows og galleri, har Thomas Eje ingen planer om at trække stikket.

Det fortæller han til Billed-Bladet.

»Jeg dør, hvis jeg stopper,« siger han.

Han er i øjeblikket aktuel i Sønderborg Sommer Revy Show og turnerer samtidig rundt i landet med Linie 3-makkeren, Anders Bircow.

Privat går det dog ikke helt i samme tempo.

I 2023 satte Thomas Eje og hustruen, Katherine Scrivens Eje, deres store gård på Als til salg.

Ejendommen er på 410 kvadratmeter, har 12 værelser og ligger på en grund på omkring 9000 kvadratmeter.

Parret købte ejendommen i 2008 og har gennem årene brugt den som kulturhus med både galleri og koncertsal.

Men salget har i den grad trukket ud.

Efter to tidligere salgsforsøg, som begge blev trukket tilbage, blev prisen siden sat ned med en million kroner.

Prisen kom dermed ned i 3.995.000 kroner, men her i 2026 er den skruet yderligere ned.

Nu står ejendommen til salg for 3.750.000 kroner.

Det er ellers et hjem, Thomas Eje tidligere har fortalt, at han savner, når arbejdet bringer ham til København.

»Jeg kan godt lide at arbejde i København. Det er fint nok. Men øst, vest – hjemme er godt. Jeg savner mit hjem,« fortalte han i 2024 til Ritzau.

Alligevel håber Thomas Eje og hustruen på sigt at finde noget mindre, så de ikke står med de samme forpligtelser, når de bliver ældre.

Han understreger dog over for ugebladet, at de ikke for enhver pris skal flytte, og tager tingene, som de kommer.