Behandlinger og plastikoperationer er noget, der i den grad kan dele vandene.
Det har sangerinden og skuespilleren Szhirley også oplevet flere gange. Hun insisterer dog på at være åben om, hvad hun selv får lavet.
»Jeg får Botox i min pande, jeg får kun en lille smule, og jeg får ikke noget andre steder, for jeg vil gerne have min mimik og kunne bruge mit ansigt,« fortæller Szhirley, da B.T. møder hende til forpremieren på det nye tv-program 'Caroline og Dr. Kølle', som har Caroline Fleming og hendes kæreste i centrum.
Her følger man blandt andet parrets arbejde med at åbne en plastikkirurgisk klinik i Charlottenlund. Og Szhirley er heller ikke bleg for at indrømme, at hun selv har været under kniven.

»Jeg fået lavet bryster for en del år siden, og så fik jeg en co₂-behandling tidligere i år, som er en laserbehandling. Det ser fuldstændig vanvittigt ud, men er ikke et vanvittigt indgreb,« forklarer hun og tilføjer i et stort grin:
»Man ser simpelthen sindssyg ud, men huden bliver bare så pæn bagefter.«
Sangerinden oplever dog, at hun ofte møder fordømmelse fra eksempelvis følgere på Instagram.
»Det sker rigtig tit. Men jeg har det sådan – er vi ikke kommet videre?«
Går du så i dialog med dem, der kritiserer dig?
»For det meste gider jeg ikke gå i dialog om det mere, for min tid er for dyrebar. Jeg skal ikke retfærdiggøre over for nogen, hvorfor jeg gør med min krop, hvad jeg har lyst til,« siger Szhirley og tilføjer:
»Når folk skriver: 'Du skal ikke have mere Botox i de læber', så har jeg det sådan: 'Er du helt væk fra vinduet?' For det er ikke Botox, det er filler, og hvis du ikke kender forskellen, starter vi dårligt.«
Sangerinden holder fast i retten til at gøre, som hun vil med sin egen krop.
»Hvis jeg har lyst til at putte noget i mine læber en gang om året, så de holder sig, som da jeg var ung, så gør jeg det. Hvis jeg har lyst til at få Botox i panden for ikke at få store, fede rynker, så gør jeg det.«
»Jeg har mine grunde til, at jeg fik lavet mine bryster, og det behøver jeg ikke bruge tid på at diskutere med en eller anden,« siger hun.
Men hvad tænker du om, at du kan have følgere, der bliver påvirket af det, du gør?
»Jeg håber, deres forældre har opdraget dem og givet dem nogle ordentlige grundsten til, at de selv kan tage nogle beslutninger. Det er ikke os, der skal opdrage jeres børn,« lyder det fra Szhirley.