Efter Leos død skulle Sussi ikke bare håndtere sorgen.
Hun skulle også forholde sig til nærgående tilbud fra ukendte mænd.
Selvom hun i begyndelsen tog tilbuddene som en kompliment, fik de hende senere til at tage en beslutning, siger hun til Berlingske.
Sussi Nørholm Hansen var den ene halvdel af duoen 'Sussi og Leo', der siden 1988 har spillet fast på Skansen i Skagen.
Men i 2022 blev Leo Nielsen så syg, at han ikke længere kunne stå på scenen og Sussi dannede i stedet sammen med to andre musikere bandet 'Sussi og Drengene'.
Men da Leo Nielsen i 2023 døde, var det ikke kun kondolencebeskeder, der efterfølgende landede i hendes mailboks.

Det var også frække tilbud fra mænd - og billeder af deres nedre dele, hun fik tilsendt.
»I starten følte jeg en stolthed over, at mænd stadig syntes, at jeg var sexet. Men efterhånden blev jeg virkelig træt af det,« siger hun.
På grund af beskederne kom hun frem til ‘en erkendelse’. Nemlig at det skulle være slut med at se hende i frække kostumer.
»Jeg besluttede at ændre mine kostumer, fordi jeg blev træt af at blive set som et sexsymbol. Det syntes jeg, at jeg var ved at blive for gammel til. Jeg gad heller ikke, at alle de her mænd hele tiden skrev til mig – kun fordi de ville have sex,« siger hun i interviewet.
I 2024 mødte Sussi Steen Nørholm Hansen, der i dag er bandets manager. Parret blev gift i 2025.

