Leo Nielsen er nu kommet på sin sidste rejse.

Urnen, der indeholdt hans jordiske rester, blev søndag sat i jorden på Saltum Kirkegård af hans enke og musikalske partner gennem mere end 50 år, Sussi Nielsen.

»Det var meget lidt følelsesladet. For vi har havde jo sagt farvel til Leo for længe siden,« fortæller Sussi Nielsen til B.T. og forsætter med et lille grin:

»Men det var skønt på den måde, at så var der lidt orden i sagerne.«

Sussi satte selv Leos urne ned i jorden sammen med den nærmeste familie.
Sussi satte selv Leos urne ned i jorden sammen med den nærmeste familie. Foto: Sussi Nielsen
Vis mere

Til stede var den nærmeste familie til Sussi og Leo Nielsen, der efterfølgende tog hjem til huset i Saltum, hvor de kunne mindes Leo.

Urnenedsættelsen skete, en måned efter at Sussi måtte sige farvel til sin Leo gennem mere end 50 år. Han gik bort efter længere tids sygdom i februar.

Nu bliver tiden brugt med hunden og kattene, og faktisk har Sussi det udmærket.

»Det var hårdt i den sidste tid, hvor Leo var i live, for han havde det så dårligt. Det var ikke hårdt på den måde, at det var hårdt at passe ham – det var det ikke. Han var nem passe, men det var hårdt at se på, at han havde det så skidt,« siger hun.

Leo Nielsens gravsted på Saltum Kirkegård.
Leo Nielsens gravsted på Saltum Kirkegård. Foto: Sussi Nielsen
Vis mere

Sygdomsforløbet havde gennem længere tid gjort det svært for Leo Nielsen at lave fysiske ting.

Derfor var Leo, ifølge Sussi Nielsen, glad for, at hovedet stadig var fyldt med tanker – men til sidst sluttede det også.

»Nu er der ro på. Leo har det godt, og jeg har det godt,« siger Sussi Nielsen.

Siden dødsfaldet har Sussi været ude og spille med bandet Sussi og Drengene – og det har folk taget rigtig godt imod.

»Leo nåede jo at høre os, og han syntes, vi havde en rigtig god energi. Han spåede os også en god fremtid – så det tror vi på.«