Sussi – kendt fra duoen Sussi og Leo – har fået en ny kæreste.

Det skriver Se og Hør, og Sussi Nielsen bekræfter nyheden overfor B.T.

»Jeg er meget glad for ham,« lyder det fra den 67-årige musiker.

Hun holder indtil videre hans identitet hemmelig, men fortæller, at han er 14 år yngre, og at de har kendt hinanden siden 2018.

»Han skrev tilbage i 2018, at han var interesseret i at lære os at kende som par, men jeg stoppede med at svare, fordi jeg havde travlt med at tage mig af Leo,« fortæller hun.

Derfor stoppede manden også med at skrive, men efter Leos død rakte han alligevel ud for at høre, hvordan Sussi havde det.

»Han skrev, han var meget ked af at høre det, men det var ikke fordi, han ville noget erotisk der,« forklarer Sussi med et lille grin. 

Men der skete alligevel noget, da de to besluttede sig for at mødes, og han pludselig stod i Sussis hjem. 

»Da jeg så ham første gang tænkte jeg: 'Hold da op. Ham kunne jeg da godt blive forelsket i'.« 

Siden har de to set hinanden i et par måneder, og Sussi beskriver sin nye kæreste som en 'flot fyr'.

Der er dog ikke planer om at flytte sammen i nærmeste fremtid. 

»Det skal vi ikke lige foreløbigt. Det er også mere romantisk på denne her måde. At se hinanden en gang i mellem. Vi har ikke mødt hinandens familier, og det har vi heller ikke travlt med.« 

Sussi forklarer, at hun holder kæresten hemmelig, fordi han bestemt ikke ønsker sig et liv som offentlig person. 

»Han har et meget specielt arbejde. Jeg kan ikke sige mere. Men det er for hans skyld og hans families skyld, at jeg holder det hemmeligt.« 

Sussi har fået en ny kæreste. 
Sussi har fået en ny kæreste.  Foto: Jørgen Jessen/NF-NF
Vis mere

Sussi Nielsen dannede som bekendt i 52 år par med Leo Nielsen som den populære nordjyske duo 'Sussi og Leo'.

Sidste år blev Leo Nielsen imidlertid alvorligt syg.

I første omgang indstillede han sin musikalske karriere, men kort efter var det helt slut.

Leo Nielsen døde den 18. februar i en alder af 67 år.

Sussi Nielsen har siden optrådt med andre musikere under navnet 'Sussi og drengene'.