Mens Sus Wilkins er på ferie med Nicklas Bendtner i Brasilien, er hendes tidligere hjem med ekskonen Freja Kirk blevet solgt.
Det sker kun en måned efter, at den blev sat til salg.
Ejendomsmægleren fra Home Vesterbro, bekræfter salget over for Se og Hør.
Der er dog ingen information om, om lejligheden er gået til udbudsprisen på 5.955.000 kroner, og salget er endnu ikke tinglyst.
Den 79 kvadratmeter store lejlighed blev købt som fælles hjem for to år siden for 5.225.000 kroner.
Sus Wilkins og Freja Kirk gik fra hinanden efter to års ægteskab og kort efter bruddet, kunne man se Sus Wilkins sammen med den tidligere fodboldspiller Nicklas Bendtner.
Fjerde november delte skuespilleren så et kyssebillede af de to sammen, hvor hun skrev en lille tekst til.
'Som nogle af jer måske har gættet – jeg bliver mere forelsket i en person end et køn,' skrev hun og hashtaggede ordet 'kæreste' på engelsk.

Siden har de to delt, at de er taget sammen på ferie i Brasilien, hvor de i den grad nyder tiden sammen.
Det lader da også til, at det nye par ikke har noget problem med at vise deres forhold frem i det sydamerikanske land.
På sin story på Instagram viser Sus Wilkins at et af hotellerne de bor på, har printet billedet ud, hvor de to kysser og har indrammet det og stillet det på natbordet.
Nicklas Bendtner har ikke kommenteret forholdet til Sus Wilkins, men har delt et billede af de to sammen med en hjerteemoji.