I 2027 venter den store dag Sus Wilkins og Nicklas Bendtner. 

For i starten af året afslørede skuespiller Sus Wilkins, at hun på en ferie til Miami havde sagt »det største ja, nogensinde«. 

Tidligere professionel fodboldspiller Nicklas Bendtner havde friet på den caribiske ø St. Croix, hvor Sus Wilkins' forældre mødte hinanden. 

Og nu deler sidstnævnte detaljer om brylluppet i seneste udgave af modemagasinet Costume

Sus Wilkins fortæller, at Nicklas Bendtners søn, Nicolas, som han har med Caroline Flemming, får en speciel rolle under vielsen – og det glæder hende. 

»Det, jeg glæder mig allermest til på selve dagen, er uden tvivl at gå op ad gulvet og se Nicklas stå for enden sammen med Nicolas og kigge dem i øjnene,« fortæller skuespilleren til Costume. 

Hun har tidligere udtalt til B.T., at parret drømmer om et bryllup i udlandet

»Jeg tror helt klart, det er noget med vejret. Jeg vil gerne holde det et sted, hvor det er varmt. Hvor man er sikret noget dejligt solskin,« fortalte hun. 

Sus Wilkins har tidligere været gift med sangeren Freja Kirk, men parret blev skilt i efteråret 2023.