»Jeg vil nødigt vise dig det, men jeg har et hul ligesom munke, som jeg prøver at dække.«

Sådan lød det fra skuespiller Lone Hertz på den røde løber til premieren på 'Anastasia The Musical' på Det Ny Teater.

Det er sit hår, hun snakker om. Tidligere på året fortalte hun om, hvordan hun er begyndt at miste det på grund af stress.

Og det er altså ikke blevet bedre for den 85-årige skuespiller, der ellers har taget flere midler i brug.

»Jeg touperer og sætter det op. Jeg burde stå på hovedet, men det går ikke.«

Og ifølge Lone Hertz er det altså fortsat stress, der er årsagen. I februar mistede hun sin søn Tomas Strøbye efter en faldulykke i hjemmet.

Tomas Strøbye, som Lone Hertz fik sammen med Axel Strøbye, blev som helt lille hjerneskadet som følge af en kighostevaccine. 

Lone Hertz har siden været ambassadør for Hjerneskadeforeningen og kæmpede for Tomas' og andre handicappedes rettigheder.

Det er blandt andet i forbindelse med dette tragiske tab, at stressen er taget til, men den var der allerede inden, fortæller hun.

Til spørgsmålet om, hvorvidt hun har opsøgt noget hjælp for at få det bedre, er svaret klart:

»Nej.«