Tirsdag den 27. marts fremgik det pludselig i Statstidende, at den danske model og influencer Mathilde Gøhler var blevet erklæret personlig konkurs.
Ifølge modellen selv skyldtes konkursen »en fejl,« og hun forklarede til Se og Hør, at hun ikke længere er under konkursbehandling.
Men hvad der mere specifikt ligger bag konkursbegæringen holdes nu hemmeligt, skriver mediet mandag.
Mediet har søgt aktindsigt i retsdokumenterne angående konkursen.
En anmodning, som både afvises af Gøhlers advokat og Sø- og Handelsretten.
'Da retsbogen af den 20. marts 2026 med afsigelse af konkursdekret indeholder oplysninger om Mathilde Gøhler Worm Jensens rent private forhold, må offentlighedens interesse i aktindsigt i retsbogen – i hvert fald på nuværende tidspunkt, hvor konkursdekretet er ophævet – vige for hensynet til offentlighedens interesse,' lyder det ifølge Se og Hør fra Sø- og Handelsretten.
Selvom offentligheden med afvisningen ikke bliver meget klogere på, hvorfor Mathilde Gøhler pludselig var angivet som under konkursbegæring, så skinner den lys på fejlen, som Gøhler mener, retten havde begået i sagen.
Grundet en systemfejl havde skifteretten udsendt en retsbog med et udkast til en kendelse, hvori konkursbegæringen blev fremmet, hvorfor man havde besluttet at afsige kendelse med det samme, lyder det ifølge Se og Hør i retsbogen.
Ifølge Mathilde Gøhler var hun blevet taget under konkursbehandling på grund af et »omtvistet krav« fra en virksomhed, som nu er blevet »indfriet uden anerkendelse af kravets rigtighed,« lød det tidligere.
Hvor kravet kom fra, og hvor stort det var, vides endnu ikke.

