Forfatteren Maj My Humaidan, som blandt andet står bag bogen 'Ærø Manifestet', rykker fra Ærø til København.

Det skriver hun i et opslag på Instagram, hvor hun tilføjer, at familien på seks flytter 1. august.

Til B.T. fortæller Maj My Humaidan, at beslutningen skyldes, at hendes ældste søn, Storm, skal begynde i gymnasiet.

»Vi har altid vidst, at når han skulle videre fra øen, ville vi flytte med. Vi vil gerne have vores børn boende, til de føler sig helt klar til at flytte hjemmefra.«

»Derudover flugter det fuldkommen med, at min mand og jeg begge er klar på at skrue op for vores arbejdsliv, og det gør vi nemmest i København, hvor både kolleger, virksomheder og netværk befinder sig.«

Maj My Humaidan tilføjer, at familien ikke helt giver slip på livet på Ærø.

Maj My Humaidan blev kendt for bogen 'Ærø Manifestet'.
Maj My Humaidan blev kendt for bogen 'Ærø Manifestet'. Rune Øe

»Vi beholder vores dejlige lille landsted på elskede Ærø, så vi kan komme her i weekender og ferier og nyde alt det, som vi har været så glad for, siden vi flyttede til Sydfyn i 2010.«

Og når hun en dag går på pension, kan hun sagtens se sig flytte tilbage til øen.

»Det er populært at nyde sit otium herovre, hvilket jeg også sagtens kan se mig selv gøre – med børnebørn på besøg hele sommeren.«

»Vi har som familie altid forventet at skulle herfra, når børnene ikke kunne blive boende, og det føles stadig som det helt rigtige. Man kan sige, at vi følger livets kapitler og får det bedste med undervejs.«

Maj My Humaidan blev især et kendt navn i offentligheden, efter at hun i 2023 udgav bestsellerbogen 'Ærø Manifestet', som handler om debatten om arbejdstid og et bæredygtigt familieliv.

Bogens budskaber blev heftigt debatteret efter udgivelsen.

Blandt andet skrev udlændinge- og integrationsminister Kaare Dybvad Bek i sin egen bog 'Arbejdets Land', at andre måtte arbejde hårdere for at lappe hullet efter familier som Maj My Humaidans.