Skuespilleren bag den ældre nisse Gyldengrød i 'Pyrus'-julekalenderen, Paul Hüttel, er fredag sovet ind. Han blev 90 år gammel.
En nyhed, der har efterladt hans nissekollega Christiane Bjørg Nielsen dybt berørt.
»Jeg fandt ud af det gennem en push-meddelelse. Det var som at blive ramt af lynet,« fortæller hun til B.T. kort efter nyheden kom ud.
Christiane Bjørg Nielsen spillede nissen 'Kandis' i julekalenderen, der kørte fra 1995 og frem til 2000 – en periode, hvor hun brugte mange timer med den nu afdøde Paul Hüttel.
»Det er virkelig et stort tab. Det er længe siden, at vi arbejdede sammen på julekalenderen, men man var så intenst sammen. Det skabte et helt særligt bånd,« fortæller Christiane Bjørg Nielsen og uddyber:
»Vi blev nærmest som familie under julekalenderen. Det er som et familiemedlem, der er gået bort.«
Selvom julekalenderen sluttede i 2000, har nissekollegaerne holdt en hjertelig kontakt gennem årene. Christiane Bjørg Nielsen fortæller, at hun sidst talte med Paul Hüttel tilbage i juli, da han fyldte 90 år.
»Han sagde, at jeg snart måtte komme på besøg. Jeg er meget overrasket over hans død. Jeg så ham sidst for et års tid siden, hvor han virkede 'fit for fight',« siger hun og tilføjer:
»Jeg troede, at han kunne blive 100 år.«
Christiane Bjørg Nielsen havde netop tænkt på Paul Hüttel og 'Pyrus'-julekalenderen, da nyheden tikkede ind på hendes telefon.
Hun forklarer selv, at det var, som om blodet forsvandt fra hovedet et kort øjeblik.
»Det er et barskt vilkår med livet – nu var det hans tur til at flyve afsted,« fortæller Christiane Bjørg Nielsen og fortsætter:
»Han har levet et godt og langt liv, så det er ikke sørgeligt på helt samme måde, men det er stadig et menneske, som jeg har haft kært – også selvom det er mange år siden, at vi var kollegaer.«
Paul Hüttel efterlader sig sin kone, Birthe Neumann, og deres fælles datter.
»Jeg tænker meget på hans familie lige nu,« fortæller en berørt Christiane Bjørg Nielsen til slut.
Jan Linnebjerg, der spillede nissen 'Pyrus' i julekalenderen, har også reageret på dødsfaldet. Han fortæller til B.T., at han er tom for ord. Du kan læse artiklen HER.
