Skuespillerinde Sofie Lassen-Kahlke kan igen findes på teatret. Det skriver hun i et opslag på Instagram.
Denne gang er det dog ikke med en rolle på scenen, at 'Kærlighed ved første hik'-stjernen folder sig ud. Hun skal nemlig indtræde i bestyrelsen på Bellevue Teatret.
»Det er med stor glæde og stolthed, at jeg for nylig er trådt ind i bestyrelsen på Bellevue Teateret,« skriver hun og fortsætter:
»Jeg er kommet der, siden jeg var barn, teateret har en helt speciel plads i mit hjerte, og nu glæder jeg mig til at skulle lære teateret at kende indefra også.«
46-årige Sofie Lassen-Kahlke har de seneste år taget en pause fra skuespillet, men sidste år kunne man se hende i en musicalopsætning af 'Skønheden og Udyret', hvor hun spillede Mrs. Potts.
Det er efterhånden langt cv, som skuespillerinden nu kan tilføje en ny titel til.
Ud over sit virke som skuespiller har Sofie Lassen-Kahlke også en kandidatgrad i jura.
I løbet af sin pause fra skuespillet, har hun skrevet og fået udgivet mysteriebøgerne 'Hermans Hævn' og 'Adams Arv'.
