Vi kender hende som Sara Lund, Mulle, Julie eller et utal af andre elskede roller i danske film eller teaterstykker.
Nu får Sofie Gråbøl en helt ny rolle, som ligger langt fra filmens og teatrets univers.
Skuespilleren er nemlig netop blevet valgt som ny vicepræsident i Kræftens Bekæmpelse.
Det skriver Kræftens Bekæmpelse selv i en pressemeddelelse.
»Jeg blev meget glad, da jeg blev spurgt, om jeg vil stille op som vicepræsident for Kræftens Bekæmpelse. På den ene eller anden måde rammer kræft de fleste af os, hvad enten vi bliver patienter eller pårørende. Derfor er kræftsagen en både vedkommende og vigtig sag, som jeg bakker op om, siger Sofie Gråbøl.
Og hun ved, hvad hun taler om.
I 2012 blev skuespilleren selv syg med brystkræft, og selvom hun for længst er blevet kræftfri, har hun flere gange åbent fortalt, hvordan sygdommen har ændret hendes liv.
»Jeg er ikke blevet en anden, men jeg vil sige, at jeg er blevet meget mere overbærende, både over for mig selv og andre og livets problemer,« fortalte hun sidste år i DR-programmet 'I hjernen på stjernen'.
Kræftens Bekæmpelses repræsentantskab ledes af et præsidium bestående af en præsident og to vicepræsidenter, der vælges for tre år ad gangen på repræsentantskabsmødet.
Sofie Gråbøl afløser den tidligere håndboldspiller Lars Christiansen. Hans valgperiode udløber, og han kan derfor ikke genvælges.
Udover Sofie Gråbøl består Kræftens Bekæmpelses præsidium nu af præsident Lykke Friis, der er tidligere minister og nuværende direktør for Tænketanken Europa samt vicepræsident Hans Pilgaard, der er tv-vært og journalist.
