Søs Marie Serup efter hård periode: 'Jeg skal tage mig lidt sammen'
Man ryger altid i slikskålen, når der er valgkamp, forklarer den politiske kommentator på TV 2.

Man ryger altid i slikskålen, når der er valgkamp, forklarer den politiske kommentator på TV 2.

I starten af året fortalte Søs Marie Serup, at hun har været igennem et større vægttab.
Men nu har hun ramt en hård periode.
Og derfor går det ikke helt så godt med vægttabet, fortæller hun torsdag aften til Daphne Awards i Tivoli.
»Jeg har siddet og skrevet bog i relativt lang tid, og så har der været valgkamp, og der ryger man altid i slikskålen.«
»Så jeg er lige inde i en periode, hvor jeg skal tage mig lidt sammen,« siger Søs Marie Serup.
Det var i et interview med alt.dk, at hun i januar fortalte om sit vægttab og om, hvordan især kvinder mente, at det er snyd at gøre brug af slankemidlet Wegovy.
»Det har været en aha-oplevelse at få så mange kommentarer om, hvor pænt det er, at jeg har tabt mig, og det får mig til at indse, hvordan folk må have tænkt om mig før. Samtidig gør det mig vred over, hvor meget folk går op i vægt,« lød det blandt andet fra Søs Marie Seerup.
Til daglig driver Søs Marie Serup sin egen kommunikationsvirksomhed og arbejder som politisk kommentator på TV 2.
Derudover er hun forfatter til forfatter til flere bøger, senest 'Vind eller forsvind – Kampen om Venstre'.
Og netop Venstre spiller da også en hovedrolle i disse uger, hvor Troels Lund Poulsen har overtaget rollen som kongelig undersøger fra Mette Frederiksen og forsøger at samle en regering.
Noget, der indtil videre har taget over 50 dage.
»Vi er nødt til at væbne os med tålmodighed. Der er ikke noget, der tyder på, at vi bliver færdige lige med det samme,« siger den tidligere pressechef i Venstre, som ikke tror på en blå regering.