20. juni 2025 er en dag, Søs Egelind aldrig vil glemme.

For her tog hun en pille, der forandrede hendes liv for altid.

Det fortæller den 67-årige skuespiller i Radio III-podcasten 'Et kapitel for sig'.

Pillen var en hjælp til den diagnose, hun – og døtrene – netop havde fået stillet. ADHD.

I dag ser den populære skuespiller det som en »kæmpe gave«, at hun fik den rette hjælp i det private.

For idet Søs Egelind havde indtaget medicinen for første gang, indså hun, at det var en »game changer«.

I sommeren sidste år fortalte skuespiller Molly Egelind for første gang om sin ADHD-diagnose. Men det skulle vise sig, at hun ikke var den eneste i familien.
I sommeren sidste år fortalte skuespiller Molly Egelind for første gang om sin ADHD-diagnose. Men det skulle vise sig, at hun ikke var den eneste i familien. Foto: Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix

»Hvad fanden i helvede er det her for noget? Det kunne I kraftedeme godt have sagt. Er det sådan, I har gået og haft det, alle jer andre? Det var simpelthen som at få briller,« husker skuespilleren.

Hun beskriver tiden før og efter medicinen som dag og nat.

For hun havde aldrig før prøvet at sove ordentligt, fordi hendes hjerne var på konstant overarbejde.

»Den har kørt, selvom jeg har lukket øjnene. Og det ved du ikke, før du prøver det, men jeg tror jo bare, at det er sådan, det er.«

Også sanserne var før overanstrengt.

»Det er på kanten af overlevelse hele tiden at være i et samfund, hvor det fucking larmer så meget.«

»Du kan jo ikke sige: 'Så hold dog kæft med at have sådan en stemme', når du sidder på Kombardo-færgen, vel?«

ADHD-medicinen har hjulpet til, at Søs Egelind i dag er helt fri for den stress, hun ubevidst kæmpede med.

Selv notater fra folkeskoletiden indikerede, at Søs Egelind ikke var som alle andre.
Selv notater fra folkeskoletiden indikerede, at Søs Egelind ikke var som alle andre. Foto: Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix

»Fra jeg blev født, til jeg blev 67 år, har jeg fået penicillin tre-fire gange om året. Jeg skulle bare kigge på et børnehavebarn ovre på den anden side, og så kunne du være sikker på, at jeg havde lungebetændelse.«

»Jeg har været i konstant stress, men jeg har aldrig prøvet ikke at være stresset. Det øjeblik, jeg får det stof, dopamin, så er jeg ikke stresset mere. Det var bare det.«

Men selvom Søs Egelind er glad for, at hun omsider har fået den rette hjælp, har hun oplevet diagnosen som »stigmatiserende«.

Især når hun fortalte det til mennesker fra sin egen generation, hvor hun i nogle sammenhænge følte, at hun skulle tone diagnosen ned.

»Har vi ikke alle sammen et eller andet?« lød spørgsmålet ofte.

»Jeg har mødt meget uforståenhed, og derfor har jeg ikke delt det med særlig mange,« siger hun.

Heldigvis har det ændret sig, og nu kan Søs Egelind se en mening med at dele diagnosen.

»Jeg håber virkelig, at folk vil forstå, når jeg siger, at det har været en kæmpe, kæmpe byrde, som jeg er lettet for og taknemmelig over, at jeg har fået hjælp til.«

»Der skal en lille pille – som er ude af kroppen efter 3,5 time – til, at jeg har et liv, der er 80 procent bedre.«

Snart er det et år siden, at Søs Egelind og døtrene tog den livsforandrende medicin for første gang.

Og det skal fejres.

»Måske med en tatovering mere med mine unger. Det er sgu en milepæl,« siger hun.