Det er slut.

Det ikoniske dansk-norske popband Aqua har ellers gennem deres musikkarriere tuneret land og rige rundt og optrådt live. Både herhjemme og i den store verden. 

Men ikke længere. Og nu sætter Søren Rasted ord på stoppet.

»Det er selvfølgelig aldrig dejligt,« fortæller Søren Rasted, da Se og Hør fanger ham på metalfestivalen Copenhell.

Det var på bandets Instagram, at de for en måneds tid siden kunne afsløre, at det var slut med livekoncerter.

Det sker efter 30 år.

Aqua har blandt andet været kendt for deres energiske liveoptrædener. Her ses de spille på Grøn Koncert i Øresundsparken på Amager tilbage i 2023. Foto: Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix

'Efter mange fantastiske år har vi besluttet at afslutte kapitel med AQUA som liveband,' lød det dengang i opslaget.

Om årsagen skrev de:

'Når man har været sammen så længe, ved man også, hvornår det er tid til at passe på det, man har skabt sammen. For os føles det rigtigt at stoppe her, mens minderne står stærkt, og mens kærligheden til musikken, historien og til hinanden stadig er intakt.' 

Gruppen blev dannet tilbage i 1996.

De første 20 år bestod bandet af René Dif, Lene Nystrøm, Claus Norréen og Søren Rasted. De sidste ti år har Søren Rasted så kørt showet videre med Lene Nystrøm og René Dif.

De hits, som Aqua nok er mest kendt for, er sangen 'Barbie Girl', men også sange som 'Doctor Jones' og 'Turn back time' er nogle af de store hits.