Efter mere end et årti som TV 2's korrespondent i USA skifter Jesper Steinmetz nu guds eget land ud med et andet. 

Han skal nemlig være Europa-korrespondent for samme medie og flytter derfor til London.

Det afslører han på sin Instagram-profil. 

'Den 1. september flytter jeg til London for at blive TV2s nye Europa-korrespondent.'

Og det er et skifte, som den garvede vært ser frem til.

'Siden jeg som teenager første gang besøgte denne fantastiske storby, har jeg drømt om at slå mig ned i dette mekka for teater, litteratur, arkitektur og historie.'

'Jeg er ved at revne af begejstring over at få lov til at rapportere fra et Europa, der ligesom USA kæmper med en voksende kløft mellem rig og fattig og er et kontinent ramt af en krig, som har tvunget os til at kæmpe for de frihedsidealer og værdier, der kendetegner os europæere.' 

Flytningen betyder dog også, at han efter 13 år må sige farvel til USA.

'Jobskiftet betyder dermed et farvel til USA efter … hold nu godt fast … 13 år. Jeg har været i samtlige 50 stater, skrevet to bøger om USA, været vidne til verdenshistoriske begivenheder. Da en sød dame blandt publikum til et af mine foredrag spurgte, hvilken reportage jeg stadig efter alle disse år i USA manglede at lave, tænkte jeg længe og blev hende svar skyldig. Og når man har det sådan som journalist, er det mission complete og tid til at drage videre,' lyder det i opslaget. 

Dermed fortsætter han 'missionen' med journalistikken i London. 

'Min mission i Europa vil være den samme, som har været styrende for min tid i USA. Jeg ønsker at komme ud blandt folk, derud hvor livet leves, blandt de mennesker der har håb og bekymringer. Det er deres historier, der fortjener at blive fortalt,' skriver han. 

Med rokaden til London er der også plads til en anden person ved roret for TV 2's dækning af USA.

Det bliver den kendte vært Lotte Mejlhede, der overtager den post. 

»Efter at have dækket Europa intenst i de seneste ti år bliver det en stor og spændende udfordring at se verden fra et amerikansk perspektiv,« lyder det i en pressemeddelelse fra værten, der de sidste otte år har været korrespondent fra Bruxelles.

»Det bliver næppe mere interessant end netop nu, hvor ingen ved, hvem der får adresse i Det Hvide Hus efter næste valg. Et valg, som kan blive definerende ikke kun for amerikanerne, men også for alle os andre.«