Røde løbere, biograffilm og 31.600 følgere på Instagram. 

Livet kan udefra set ligne en leg for den 29-årige skuespiller Sebastian Bull, der blandt andet har været med i filmen 'Vogter' og TV 2-programmet 'Vild med dans', men det har været alt andet. 

Han har båret på en tung hemmelighed, siden han var barn. En hemmelighed, han nu afslører i Podimo podcasten 'Et nyt kapitel'.

Det var nemlig ikke en nem start på livet for Sebastian Bull, der blev født for tidligt og derfor havde en hverdag med hospitalsbesøg og indlæggelser. 

Da han endelig blev rask og kunne starte i børnehave, skete der noget, som han aldrig har turdet tale højt om.

»Da jeg starter i børnehave, er der en mand – en pædagog – som kysser mig,« siger han i podcasten og tilføjer:

»Så de første par år har der været en masse svigt, og grunden til at jeg siger det her, er, at jeg tror, de første år har smadret mig. Det har gjort, at jeg har været smadret, og jeg har slet ikke hele noget af det her.« 

Sebastian Bull uddyber, at menneskene tættest på ham godt kender til hans oplevelser fra børnehaven, men at han ikke har sagt det offentligt, fordi han har været bange for, hvordan folk ville se på ham. 

Overgrebet har betydet, at skuespilleren har følt sig svigtet, forklarer han videre. Han har haft svært ved at tale pænt til sig selv eller brudt sig om sig selv. 

Ved at åbne op for dette kapitel i sit liv, håber han, at det kan hjælpe ham til at hele sin fortid.