Ved premieren på 'Quislings sidste dage' dukker to helt særlige kendisser op på den røde løber.
Der er tale om to tidligere 'forrædere' fra TV 2-programmet af selvsamme navn, der er mødt op for at fejre filmen om en af historiens mest berygtede landsforrædere, Vidkun Quisling.
Tv-vært og tidligere 'forræder' Tine Gøtzsche er dog hurtig til at påpege, at forbindelsen mellem filmen og hendes egen oplevelse i 'Forræder' er begrænset:
»Det her er noget helt andet. Jeg er trods alt ikke landsforræder,« griner Tine Gøtzsche, og tilføjer at minderne fra hendes tid i 'Forræder' heller ikke ligefrem poppede op, da hun gik ned ad den røde løber.
Hendes 'medforræder', skuespiller Anton Hjejle, må dog blankt erkende, at minderne fra hans tid som 'forræder' har indfundet sig hos ham:

»Jeg følger totalt meget med i den nye sæson med de ukendte, og man får helt lyst til at tage en tur mere på slottet. Man skulle måske lige have et fif fra de ukendte, for de er bare så dygtige. De er jo bedre end os!«
Rosen slutter dog dér.
For selvom Anton Hjejle synes, at den nye vært på programmet, Martin Johannes Larsen, »gør det godt,« så mener skuespilleren, at der er plads til forbedring:
»Han har jo lidt med at tale … lidt … langsomt?,« siger Anton Hjejle med et smil.
Du er jo skuespiller og må om nogen vide, hvordan man taler. Har du nogen fif til Martin?

»Det er helt sikkert et bevidst valg fra hans side, men jeg kan da helt klart give ham et fif eller to. Han er en spændende mand, men han ville være endnu mere spændende, hvis han speedede lidt op,« påpeger Anton Hjejle.
Han lægger derfor heller ikke skjul på, at visse mennesker ikke kan forrådes:
»Det er tarveligt, men jeg er på team good old Lise Rønne. Hun er i mit hjerte og har altid været en vært, som jeg har fulgt gennem mine teenageår, så at være medvirkende i et program, hvor hun var vært, var bare totalt forrygende. Derfor går min stemme til Lise!«
Tine Gøtzsche er derimod lidt mere diplomatisk:

»Jeg har set et enkelt program indtil videre, men de er da skidegode begge!,« siger Tine Gøtzsche
