Det kan godt være, at hendes nye film er en bestialsk thriller, men der er også noget, hun gerne vil sige med den. Som er vigtigt, fordi hun selv har været sådan én.

»Nærmest i hele min ungdom var det min metode, at jo mere tough jeg var, jo stærkere jeg var udadtil, jo mere ville folk respektere mig. Det tror jeg ikke mere på er rigtigt,« siger Julie R. Ølgaard om dét, der satte tanker i gang i hendes hoved.

Som nu er blevet til thrilleren ‘Englemageren’.

»I bund og grund startede det, fordi jeg syntes, at hele tendensen med ‘den moderne kvinde i det moderne samfund’ er skide interessant, fordi vi som kvinder selv og samfundet stiller så vanvittig mange krav.«

»Vi skal både være den perfekte mor, veninde, kæreste. Være perfekt på arbejdet. Vi skal ALT. Og det kan man ikke,« siger Julie R. Ølgaard, som nåede til den erkendelse, da hun fik sin første søn og snart oplevede at blive udskammet af andre mødre.

»For eksempel kom han i vuggestue, da han var syv måneder. Der syntes folk jo, at jeg var djævlen. Dét og for ikke at lave mos eller bage boller, at jeg tog ‘the easy way out’, blev jeg dømt for.«

»Men jeg kan ikke se, at det gør mig til en dårligere mor. For det var rigtigt for mig for at kunne fungere som menneske,« forklarer Julie R. Ølgaard om de krav, som omverdenen stiller.

»Men hvad gør det ved en person, hvis du har et job i en ret mandsdomineret verden, som Laura har?« siger hun med reference til filmens hovedperson, som er kriminalbetjent og ifører sig en kraftig facade af urørlighed, da hun efter en sygemelding vender tilbage til sit barske job.

Og netop det med facaden, kender Julie R. Ølgaard som nævnt kun alt for godt.

Skuespilleren Julie R. Ølgaard får sin debut som både forfatter, instruktør og producent i den kommende danske seriemorderfilm 'Englemageren'.
Skuespilleren Julie R. Ølgaard får sin debut som både forfatter, instruktør og producent i den kommende danske seriemorderfilm 'Englemageren'. Foto: Bax Lindhardt/Ritzau Scanpix
Vis mere

»For det har jeg selv gjort. Signaleret, at jeg sagtens kan klare det hele, at jeg ikke har brug for hjælp.«

»Jeg ved godt, at nogle stadig tror, at Julie kan klare alt – og i bund og grund kan jeg nok også – men jeg kan også mærke, at det er modigt at være sårbar. Og når man er sårbar og tør åbne op, får man meget mere igen,« siger hun. Og ved det af erfaring.

»Det er en vigtig og interessant historie at fortælle. Fordi jeg selv har været meget lukket.«

Julie Ølgaard spiller selv rollen som førnævnte Laura.

Men derudover har hun selv forfattet den sammen med Yusuf Othman, instrueret i samarbejde med Esben Tønnesen og selv produceret den.

Et stort spring og en stor mundfuld, men:

»Hvis jeg vil noget, så må jeg sgu selv sørge for det. For jeg regner ikke med at få noget foræret,« siger Julie R. Ølgaard og tilføjer så med høj latter:

»Hvilket jeg fandeme heller aldrig har fået, synes jeg. Det må der gerne være nogen, der gør.«

»Men det er ikke et opråb til nogen. Jeg tror bare ikke, at det ligger til mig at sidde og vente på, at nogen siger, at jeg må eller skal,« smiler Julie R. Ølgaard, som for 20 år siden fik sit gennembrud i ungdomsgyseren ‘Midsommer’.

Og som ser springet som en naturlig forlængelse af den kærlighed, hun altid har haft til film og filmens verden.

»Jeg har altid nørdet film, syntes, alt om film er spændende,« understreger hun og fortæller, hvordan hun allerede, da hun som ung blev uddannet som skuespiller i Los Angeles, også dygtiggjorde sig som producer og instruktør.

Og nu har hun fusioneret hele pakken i sin første spillefilm.

Julie R. Ølgaard frygtede, at det ville koste på karrieren at blive mor. Men opdagede heldigvis, at det kun var i hendes eget hoved, at det fyldte.
Julie R. Ølgaard frygtede, at det ville koste på karrieren at blive mor. Men opdagede heldigvis, at det kun var i hendes eget hoved, at det fyldte. Foto: Bax Lindhardt/Ritzau Scanpix
Vis mere

Det er ikke første gang, at Julie R. Ølgaard tager skeen i egen hånd. Ud over, at hun allerede har skrevet og instrueret flere kortfilm, husker mange hende sikkert fra samarbejdet med veninderne Laura Christensen og Neel Rønholt.

Som trioen N.i.p.s. skrev og opsatte de tre unge skuespillere deres egne forestillinger, men startede også sidenhen – da de var blevet mødre – deres egen YouTube-kanal for at gøre op med branchens fordomme.

Vise, at man godt kan arbejde selvom man er småbørnsmor.

»Jeg møder stadig folk, der tror, at Laura er gravid med Jakob, men drengen er altså syv år,« som Julie R. Ølgaard dengang fortalte i et interview med Berlingske Tidende om veninden.

Seks år senere blæser der dog mildere vinde fra hende.

»Den frygt jeg havde for at få børn, for hvad det ville gøre ved min karriere, har egentlig ikke været så stor, som den var oppe i hovedet,« forklarer hun i dag. Og har i hvert fald bevist, at det for hende ikke har været en bremseklods.

Og – som hun heller ikke lægger skjul på – er hun i bund og grund en ‘tonser’. Én, der buldrer derudad.

»Lige meget hvor hårdt det er, mens jeg er i det, har jeg en tendens til at glemme og gøre det igen,« griner Julie R. Ølgaard. Som lige nu arbejder på højtryk med helt bogstaveligt at sende ‘Englemageren’ ud i hele verden.

Filmen er nemlig allerede solgt til 40 lande, herunder Indien, Sydamerika, Tyskland, Spanien og Italien.

'Englemageren' havde premiere 8. juni.