Jonathan Harboe har snydt døden flere gange.
Den 38-årige skuespiller har fortalt om, hvordan han var tæt på at blive skudt under en ferie i Brasilien, hvordan han undgik et flystyrt i Polen og overlevede en dødelig allergisk reaktion i Thailand, ligesom han åbent har fortalt om sine selvmordsforsøg under sine psykiatriske indlæggelser.
Men nu fortæller Jonathan i det nye nummer af Euroman, ifølge Se & Hør, at han engang var faretruende tæt på at dø på Roskilde Festival, efter han havde taget stoffer med en velkendt dansk rapgruppe.
»Jeg var i start-20’erne og var kommet til at tage alt for meget ecstasy sammen med Suspekt-drengene. På en eller anden måde havde jeg forvildet mig væk fra de andre, og ud af det blå vågnede jeg op til, at jeg havde en hjertestarter på brystet og at et par samaritter var i gang med at genoplive mig,« fortæller Jonathan Harboe til mandemagasinet.

Ifølge skuespilleren nåede han at tænke, at det var enden på det hele, da han røg ind og ud af bevidsthed under genoplivningen.
Men angiveligt skulle han altså være kommet til sig selv og så smuttet ned i sin camp for at sove rusen ud, så han kunne fortsætte festlighederne igen dagen efter.
Jonathan Harboe startede karrieren som model, men han er formentligt mest kendt for sin bærende rolle som charmøren Mads i den mangeårige, populære TV 2 Zulu-serien 'Sjit Happens'.
For tiden arbejder han som instruktør, hvor han til august debuterer med kortfilmen 'Stille sind', der handler om hans indlæggelser på psykiatrisk afdeling.
