Det nye 'X Factor'-hold kunne lige så godt have været deltagere i et boligprogram.

Både Thomas Blachman, Benjamin Hav, Drew Sycamore og Maria Fantino har nemlig alle for nylig kastet millioner efter et nyt hjem.

»Det er 'X Factor'-pengene. Det er den del, der følger med showbiz. Den store klækkelige check. Så flytter man og opgraderer sit liv,« lyder det med vanligt glimt i øjet fra Benjamin Hav.

Han har i efteråret overtaget en ny stor herskabslejlighed på Østerbro i København.

Se & Hør har tidligere beskrevet, hvordan boligen kostede 13,7 millioner kroner.

Benjamin Hav tilføjer, at han og familien endnu ikke er flyttet ind, men at der i lejligheden både er pejs og springvand.

Benjamin Hav.
Benjamin Hav. Foto: Sebastian Elias Uth/Ritzau Scanpix

Så er der Thomas Blachman.

Han rykkede i sommer fra en lejlighed i Indre By til Lyngby nord for København.

»Det er et dejligt sted. Jeg elsker at se på heste, dyr og skov. Jeg er en mand, der har været flere gange i IKEA end i en skov, så det er en kæmpe oplevelse,« fortæller han til B.T. om sit nye hjem, der altså er tæt på naturen.

Hans nye villa har ifølge Se og Hør kostet 10,5 millioner kroner.

Thomas Blachman.
Thomas Blachman. Foto: Sebastian Elias Uth/Ritzau Scanpix

Drew Sycamore er ikke flyttet så langt.

I november skrev Se og Hør, at hun og hendes familie var rykket fra en lejlighed på Amager til det nærliggende Islands Brygge i en lejlighed til 6,5 millioner kroner.

»Jeg føler faktisk, at vi har talt en del om det, mens vi lavede 'X Factor',« fortæller Drew Sycamore til B.T.

Hun blev mor i sommer og tilføjer: »Vi havde helt klart naturligt brug for mere plads.«

Drew Sycamore.
Drew Sycamore. Foto: Sebastian Elias Uth/Ritzau Scanpix

Til sidst er der 'X Factor'-vært Maria Fantino, der forleden afslørede i sin podcast 'Fantino og Bonde', at hun og manden Emil havde købt et hus på i Brønshøj på 104 kvadratmeter.

»Boligkøbet gik igennem, da vi lavede auditions. Jeg kan huske, at jeg en dag kom helt forvirret ud i en pause og sagde til de andre, at jeg havde købt et hus,« fortæller Maria Fantino til B.T.

»Det var faktisk rart at kunne trække på de andres erfaringer, da jeg aldrig har prøvet at flytte på den måde før, hvor man pakker hele sit liv ned,« tilføjer hun.

De fire 'X Factor'-profiler er klar med en ny sæson af 'X Factor' på TV 2 1. januar.

Maria Fantino.
Maria Fantino. Foto: Sebastian Elias Uth/Ritzau Scanpix