Sisse Sejr blev idømt 30 dages ubetinget fængsel for stalking og identitetstyveri i landsretten i oktober, og nu har hun netop som vært udgivet en ny podcast om skandaler.

I første afsnit handler det om Sisse Sejrs egen offentlige nedsmeltning, hvor hun blev dømt for at chikanere en kvinde i en periode over to måneder – og nu reagerer offeret selv på den nye podcast.

Kvinden har allerede frasagt sig at kommentere eller deltage i podcasten.

Men nu giver hun lyd fra sig i en story på sin Instagram. 

Her forklarer hun, at der er mange, der har revet og flået i hende for en kommentar til den nye podcast, hvor Sisse Sejrs chikanesag mod hende behandles.

Men kvinden siger også, at hun ikke kommer til at sige mere, end hun sagde dengang i marts, hvor Sisse Sejr blev dømt første gang i byretten.

'Reposter denne igen som fælles svar til alle jer der kontakter mig pt,' lyder de nye ord fra kvinden.

Hertil kommer så hendes opslag på Instagram fra efter dommen i byretten, hvor hun slog fast, at Sisse Sejrs chikane og den efterfølgende store opmærksomhed på sagen havde været »altødelæggende« for hendes mentale helbred.

Ikke mindst forsøgte kvinden i opslaget at gøre opmærksom på, at stalking og identitetstyveri er alvorlige lovovertrædelser.

»Digitale overgreb bliver tit bagatelliseret. Jeg håber, at denne sag og den offentlige interesse kan bidrage til yderligere oplysning om, hvordan stalking kan se ud, og hvor ødelæggende den form for kriminalitet er for ofrene,« gentager hun nu med gendelingen af sit opslag.

Slutteligt lyder det, at hun ingen yderligere kommentarer har til sagen.

Sisse Sejr fortæller blandt andet i sin nye podcast, at hun følte, at hendes liv var ødelagt, da hun opdagede, at kvinden havde en affære med hendes mand, Esben Bjerre – og derfor ville hun lade sin 'irritation' gå udover kvinden. Læs mere om det HER.