Forsikringsselskabet krævede en kvittering, som han ikke havde. Så besluttede han at lave den selv.

Derfor skal skuespiller og 'Vild med dans'-vinder Simon Stenspil i retten engang i november. 

Se og Hør kan nemlig afsløre, at han er blevet tiltalt for bedrageri i forbindelse med tyveri af hans båd i 2021. 

Det bekræfter han selv over for mediet. 

»Jeg har dummet mig, jeg fortryder det, og jeg erkender det. Jeg må tage de konsekvenser, det må have. Men jeg har selvfølgelig lært af det,« siger han. 

Selv beskriver han det som en »kedelig« sag. Han havde købt en båd for 80.000 kroner og senere brugt cirka samme beløb på forbedringer. 

Da båden så blev stjålet, anmeldte skuespilleren tyveriet til sit forsikringsselskab – til det, han vurderede bådens værdi til. 

Nemlig 120.000 kroner. 

Det havde han dog ikke nogen kvittering på, som forsikringsselskabet gerne ville have, og det er her, at det går galt. 

Simon Stenspil lavede selv en kvittering. Og det er grunden til, at han nu skal sidde skoleret i retten i november. 

Han fortæller mediet, at han vil erkende alle forhold.