Det gik ikke tørt for sig, da Helene Frank optrådte med 'Sjæl i flammer' under denne uges 'X Factor'-show. 

I hvert fald ikke hvis man kiggede hen på Simon Kvamms side af dommerpanelet. For så snart sangen var slut, måtte den rørte dommer tørre tårerne væk. 

Nu forklarer han til B.T., hvorfor han blev så rørt under hendes optræden.

»Det var ekstremt rørerende at se Helene med sine efterskoleelever, som jeg næsten føler, at jeg kender. Hun taler så meget om dem, og man kan se i øjnene på dem, at de også holder af hende og taler om hende som et forbillede,« siger Simon Kvamm til B.T. efter aftenens show. 

Han tilføjer, at Helene Frank er en af de slags lærere, der lærer børn at »blive et ordentligt menneske fremfor bare at få gode karakterer«.

Helene Frank siger selv med et smil, at det var »en dejlig følelse« at få sin dommer til at græde. 

»Jeg ved ikke, om det er godt, at han græder, men nu kan jeg i hvert fald drille ham med det,« siger hun til B.T. 

Til gengæld skylder deltageren nu en omgang, eller mere specifikt en Weissbier, som Simon Kvamm fortalte efter hendes optræden.

Simon Kvamm i tårer under liveshowet. 
Simon Kvamm i tårer under liveshowet.  Martin Sylvest/Ritzau Scanpix

 

De har angiveligt aftalt, at hvis hun »fik ham til at tude«, så skylder hun en øl - et projekt, hun nu er 'lykkes' med. 

Hvor skal hun invitere dig på øl henne? 

»Jeg ved ikke, om det bliver på en knejpe - eller måske en god stor dåseøl i øvelokalet,« siger Simon Kvamm. 

Helene Frank holder fast i det sydslesvigske tema og fortæller, at hun køber en stor flaskeøl til ham i Tyskland. 

Begge af Simon Kvamms deltagere gik videre til næste liveshow, og i aften var det endnu en gang Oh Land, der stod med to deltagere i farezonen. 

Valget stod mellem gruppen 'Cyklus' og hendes unge solist Elva, og i sidste ende blev det Cyklus' tur til at forlade programmet.