Simi Jan stopper på TV 2
Korrespondenten stopper på tv-kanalen efter 20 år.

Korrespondenten stopper på tv-kanalen efter 20 år.

Simi Jan har besluttet at stoppe på TV 2.
Det skriver hun på Instagram, mens også chefredaktør på TV 2s udlandsredaktion, Jakob Vissing, bekræfter det.
Simi Jan har været tilknyttet tv-kanalen siden 2006, hvor hun som korrespondent har dækket adskillige krigshærgede områder.
»Det har været nogle begivenhedsrige år, hvor jeg har oplevet verden – ofte fra den grumme og mørke side.«
»Jeg er dybt taknemmelig for alt det, jeg tager med mig videre. Alle de historier, indtryk, tanker, ord og læringer, som jeg aldrig kunne have læst mig til. Som har formet mig som menneske og lært mig, at i morgen ikke er en garanti.«
Simi Jan skal nu i gang med et bogprojekt, mens hun også vil arbejde videre med sit smykkebrand og videokonceptet 'Simi Samtaler'.

»Jeg har insisteret på at få kvinder i Mellemøsten i fjernsynet. Det var min usynlige kvindekamp. Og den vil fortsætte. For kvinders rettigheder er mit hjerteblod. Ligesom menneskerettigheder i det hele taget.«
»I en tumult verden med voksende polarisering, er det vigtigt for mig at formidle historie, der nuancerer, samler og bidrager til mere forståelse. Jeg vil derfor bruge mere energi på historiefortælling i nye formater og fortsætte med at holde foredrag og talks.«
Til slut takker Simi Jan sine kolleger på TV 2.
»Jeg flyver beriget videre med al den erfaring, jeg har fået de sidste to årtier, og vil gerne takke alle mine dygtige kollegaer på TV 2. Både dem på redaktionen og dem, der har været med på landevejen. Tak for jeres tillid og tålmodighed. Tak for samarbejdet.«