DR-vært og musiker Sigurds Barrett har siden barnsben vidst, at han var adopteret. 

Som vært på DR'S P3 udsendte han derfor en efterlysning af sin biologiske far i 2004. Det fortæller han i P1-programmet 'Ugens gæst', skriver DR.

 Selvom efterlysningen gav gevinst, var udfaldet ikke en klassisk eventyrfortælling.

Han fik nemlig kontakt til farens halvsøster, der heller ikke havde haft kontakt til ham i årevis. Halvsøsteren havde dog kontakt til farens kæreste, og hun havde en klar besked til ham:

Hans far ville ikke kontaktes af ham. Afvisningen har dog ikke fået Sigurd Barrett til at holde igen med at opsøge ham. 

I sommeren 2025 prøvede han nemlig igen i forbindelse med udarbejdelsen af sin selvbiografi. Alligevel er han taknemlig.

»Jeg ville sige ham 'tak for livet',« forklarer Sigurd Barrett i radioprogrammet. 

I forhold til hans biologiske mor er fortællingen dog en anden. Hende fik Sigurd Barrett nemlig kontakt til allerede som 23-årig. 

Hun var glad for at se ham, og forklarede, at hun bortadopterede ham, fordi hans biologiske far ikke ville stifte familie med hans mor. 

Derudover var hun ikke velkommen hjemme hos sine forældre som ugift med barn, lyder det i programmet. 

At hans biologiske mor bortadopterede ham som spæd, har Sigurd Barrett dog for længst tilgivet hende, siger han. 

Han tilføjer, at han mener, at det var den rigtige løsning, og at han er glad for den opvækst han fik hos sine adoptivforældre. De er den dag i dag døde.

Selvom den åndelige afstand til faren hele livet har været stor, har den geografiske været lille hele hans liv. 

De to har nemlig kun boet under tre kilometer fra hinanden, fandt han ud af i sommer.

Sigurd Barrett er især kendt for sin værtsrolle i børneprogrammet 'Sigurds Bjørnetime', der løb over skærmen på DR 1 fra 1998-2010.