Signe Lindkvist meddelte sidste år, at hun og kæresten gennem 14 år var gået fra hinanden.
Nu fortæller hun for første gang detaljeret om årsagen til bruddet - som ifølge Signe Lindkvist bundede i, at hendes nu daværende kæreste var hende utro. Noget, ekskæresten dog ikke selv har bekræftet.
I podcasten ‘Et kapitel for sig’ på Radio IIII fortæller Signe Lindkvist i programseriens fjerde og sidste afsnit, hvordan tingene begyndte at gå skævt efter 10 års forhold - omkring 2021.
En dag finder hun ud af, at forholdet ikke var, hvad hun troede.
»Der går en del år, før jeg finder ud af, hvad det egentlig er for et forhold, vi har. Og det forhold vi har, er et forhold, der er utrolig meget præget af løgn og utroskab,« siger hun i radioprogrammet.
Hun uddyber ikke, hvordan hun opdagede utroskaben, men fortæller, at hun konfronterede sin kæreste med mistanken.

Signe Lindkvist fortæller, hvordan hun efterfølgende forsøgte at redde forholdet, men samtidig blev hun langsomt en anden, mere usikker version af sig selv.
En, der pludselig tvivlede på alt.
Hendes tætte venner råbte i årevis vagt i gevær og mente, hun skulle gå, fortæller Lindkvist i programmet.
Men en dag bliver det alligevel for meget.
»Og så pludselig juleaften en dag, vi ikke har børnene, der kan jeg bare mærke, at nu kan jeg ikke mere. Og så fortæller jeg ham, at jeg vil skilles,« siger Signe Lindkvist i programmet.
Efter bruddet meldte hun det i første omgang ud på sin egen instagramprofil i marts sidste år.
Her fortalte Lindkvist i første omgang, at parret var enige om beslutningen.
'Efter mange dejlige år sammen som kærester, har vi i fælleskab og med stor respekt for hinanden besluttet, at vi ikke skal være kærester mere,' lød den dengang.
Men i december sidste år delte Lindkvist et nyt opslag, hvor hun forklarede det, hun også sætter ord på i podcasten - nemlig at bruddet var hendes beslutning og ifølge hende bundede i utroskab.
I ‘Et kapitel for sig’ uddyber hun også, at hun valgte at fortælle sandheden for simpelthen at få det godt igen.
»Jeg fastholder mig selv i den relation, hvor jeg er i en løgn. Jeg lever stadig mit liv i en løgn for at skåne ham og vores relation, og det gjorde, at jeg ikke kunne komme fri. Jeg blev nødt til at sætte mig selv 100 procent fri, og derfor blev jeg nødt til at sige sandheden. Jeg var ved at kvæles i løgn,« forklarer Signe Lindkvist.
Af podcasten fremgår det, at Radio IIII har forelagt kritikken for Signe Lindkvists ekskæreste, som ikke har haft lyst til at kommentere beskyldningerne.
B.T. har også rakt ud til Signe Lindkvists ekskæreste, men han er ikke vendt tilbage på vores henvendelse.
B.T. har ligeledes rakt ud til Signe Lindkvist selv, men hun er heller ikke vendt tilbage på vores henvendelse.

