Nogle har prøvet det, andre har ikke. Prøvet at være til en kammeratlig samtale med sin bank.

En af dem, som har prøvet det, det er tv- og podcastvært Signe Lindkvist.

I sin og Iben Hjejles podcast, 'Sitter', forklarer hun, hvordan hun for nylig fik en besked fra banken om at møde op til en samtale.

Selv kalder hun det en form for skole-hjem-samtale. Det skyldtes heftig aktivitet på hende konto i form af mange MobilePay-overførsler.

»Fordi jeg bruger MobilePay for meget. Og de var bekymret for, om jeg var i noget form for hvidvask,« siger hun i podcasten.

Hvidvask var der ikke noget af.

Hun måtte i stedet forklare, at hun blot er heftig bruger af MobilePay.

»Jeg var bare sådan 'Okay, slap af. Jeg har børn'. Den måde, du kommunikerer med børn, det er jo primært 'spling bong bong',« siger hun og henviser til den lyd, der kommer fra MobilePay, når du har foretaget en overførsel.

Hun tilføjer også, at det måske ikke er underligt, at hun bruger MobilePay så meget.

»Når vi er ude og spise, købe strømpebukser eller teaterbilletter, så deler man jo hele tiden på MobilePay,« siger hun, hvorefter Iben Hjejle supplerer:

»Eller overfører til trængende børn.«