Sidse Babett Knudsen er en af de største skuespillere herhjemme.

Så ofte, og særligt de senere år, har udlandet kaldt på hende. Men Sidse Babett Knudsens nyeste spillefilm har bragt hende hjem igen – og den 55-årige skuespiller har nydt at bruge tiden i sit hjemland.

»Det var virkelig, virkelig dejligt!« siger Sidse Babett Knudsen om hjemsendelsen for at lave fængselsdramaet 'Vogter', som B.T. møder hende til premieren onsdag aften.

Sidse Babett Knudsen var onsdag til premiere på Gustav Möller-instruerede 'Vogter', hvor hun spiller overfor Sebastian Bull. Foto: Lykke Buhl
Sidse Babett Knudsen var onsdag til premiere på Gustav Möller-instruerede 'Vogter', hvor hun spiller overfor Sebastian Bull. Foto: Lykke Buhl

For selvom Sidse Babett Knudsen har lavet store produktioner som HBO-megaserien 'Westworld' eller statsministerhoveddrollen i internationalt anerkendte 'Borgen', så føltes det bestemt ikke som nogen nedgradering at blive hevet hjem af 'Vogter'-instruktøren Gustav Möller.

»Jeg er jo fan af Gustav og har været det siden, jeg så hans første film, og bare virkelig, virkelig ønsket at arbejde sammen med ham. Da jeg fik det tilbudt følte jeg det som en meget, meget sjælden invitation,« fortæller Sidse Babett Knudsen og uddyber: 

»Det er et meget maskulint univers og en genre, jeg ikke har været i berøring med. Jeg havde det virkelig som om, jeg arbejdede med en meget, meget stor instruktør,« storroser skuespillerinden.

Selv det lukkede Vridsløselille Fængsel, hvor 'Vogter' er optaget, har været et dejligt udsnit af hjemlige Danmark.

»Det er paradoksalt nok et virkelig dejligt sted at arbejde, og vi havde det hele for os selv. Jeg havde en dejlig celle, jeg kunne hvile i, og der var en enormt god stemning på holdet, så det var rart, men selve murene, selve bygningen, kunne man godt mærke havde noget dårligt i sig,« siger Sidse Babett Knudsen.

Sidse Babett Knudsen og Sebastian Bull spiller hovedrollerne i fængselsdramaet 'Vogter', hvor betjenten Eva finder ud af, at hendes søns morder er røget ind i hendes fængsel. Foto: Nordisk Film Production / Jesper J. Spanning
Sidse Babett Knudsen og Sebastian Bull spiller hovedrollerne i fængselsdramaet 'Vogter', hvor betjenten Eva finder ud af, at hendes søns morder er røget ind i hendes fængsel. Foto: Nordisk Film Production / Jesper J. Spanning

Men efter omtrent halvandet år med optagelser er tiden inde til at forlade Danmark. Faktisk er Sidse Babett Knudsen allerede videre igen.

»Lige i går er jeg gået i gang med en fransk film om ham, der designede triumfbuen,« lyder det fra skuespillerinden, der derfor har en masse yderligere tid i Frankrig forude.

En stor ændring hjemme i det københavnske er da også undervejs og klar til at sætte Sidse Babett Knudsen endnu mere fri.

Hendes 20-årige søn Louis Ray står nemlig overfor at flytte hjemmefra.

»Det stikker jo sindssygt dybt, at man skal forandre hele sit system – hele sin mission i livet – når de flytter. Og det er det, jeg er ved at gå igennem lige nu,« fortalte Sidse Babett Knudsen forleden til ALT for damerne.

Men hvorvidt sønnike er fløjet fra reden, har hun ikke lyst til at give en opdatering på onsdag aften i Empire Bio.

»Det gider jeg ikke snakke om,« afviser hun pænt og går ind til sin gallapremiere.

Og herfra er det atter farvel til lille Danmark, når turen snart går til Frankrig i stedet.