Når der årligt uddeles Reality Awards, kan alt ske. Ikke mindst det vildeste af det vilde. Men ved prisuddelingen for få måneder siden skete der noget, de færreste havde set komme. Eller vidste.

»Det var meget specielt at sidde med dem der i hjertet af Sidney-land. Det var meget rørende og smukt,« siger Sidney Lees ekskæreste Mary-Ann Holm om de to gæster, der i al hemmelighed havde sneget sig ind: nemlig realitystjernens forældre.

I dag er der premiere på tredje og sidste afsnit af TV 2 Echos nye dokumentar 'Sidney', og det er her, det afsløres, at forældrene Bente og Carsten Trier dukkede op til showet, der i år blev afsluttet med en hyldest til netop deres søn Sidney Lee.

Hvis 'karrierevalg' ikke var ét, der faldt i den bedste jord i familien.

Realityverdenen var nemlig så langt fra deres, som man kunne komme.

Begge er tidligere skolelærere, tilhørte Københavns bedre borgerskab, læste Politiken og Information, diskuterede politik og kultur.

Ekskæresten Mary-Ann Holm til Reality Awards sammen med Sidney Lees forældre Bente og Carsten.
Ekskæresten Mary-Ann Holm til Reality Awards sammen med Sidney Lees forældre Bente og Carsten. Foto: Privat
Vis mere

Og den grænseoverskridende opførsel, der ofte er forbundet med realityverdenen – og dermed også deres søn – var en svær pille at sluge.

»Jeg har gået i så mange år og holdt skjult, at det var min søn,« indrømmer moderen Bente i dokumentaren og fortsætter:

»Ikke fordi jeg ikke elskede ham højt – for det gjorde jeg, og det vidste alle, der kendte mig og min familie. Men i dag har jeg det helt afklaret og fint med, at han valgte den verden,« uddyber hun og er i dag stolt over de aftryk, hun i dag kan se, at hendes søn har sat på denne verden.

Og hvor elsket han var.

Netop det kom til udtryk ved årets Reality Awards. Hvor forældrene så med sammen med blandt andre ekskæresten Mary-Ann Holm.

»Jeg har selv været der med Sidney fire-fem gange, så på den måde var det underligt ikke at have ham med.«

»Men jeg synes, at det var så dejligt, at hans forældre havde lyst til at være der. De havde sneget sig lidt ind ad bagdøren og sad helt oppe bagved og gemte sig lidt,« fortæller hun og indrømmer, at det var lidt specielt.

»For Reality Awards er ret vildt, det rene abebur.«

Derfor var hun glad for, at arrangøren bag sørgede for ro i salen, da de til slut nåede til den særlige hyldest til Sidney Lee.

Det er knap et år siden, at Sidney Lee døde og for nylig blev han hyldet ved Reality Awards.
Det er knap et år siden, at Sidney Lee døde og for nylig blev han hyldet ved Reality Awards. Foto: Bax Lindhardt
Vis mere

»Der sad vi sådan og holdt hinanden i hånden og grinede og græd. Det var stort og rørende,« beskriver Mary-Ann Holm.

Det er knap et år siden, at Sidney Lee døde. Alt for tidligt af en blodforgiftning som følge af en ubehandlet lungebetændelse.

Og at han er savnet, lægger hun ikke skjul på.

»Jeg savner så meget alt det sjov, vi havde sammen,« fortæller hun.

Men hans familie savner mere end det.

»Vi havde aldrig troet, at han kunne dø nu. Aldrig. Den stærke mand. Men det gjorde han og det …. Sådan er det. Til vores store sorg,« siger moderen Bente i dokumentaren.

»Men Sidney har lært mig, at man ikke skal tage livet så tungt. På trods af bekymringer har han bragt umådelig glæde ind i mit liv. Og i dag er jeg stolt over at være mor til én, der har kunnet rykke grænserne. Det synes jeg er flot,« siger hun. Og tilføjer et rørende PS:

»Skal vi ikke sige, at han kan høre det her, og så får han oprejsning af mig?«

Alle tre afsnit af 'Sidney' kan streames på TV 2 Play, ligesom alle fire afsnit af podcasten er tilgængelige på Spotify.