I en glascontainer midt i København kan man disse dage se et ganske særligt syn.

For inde i containeren sidder den danske Twitch-streamer Jaxstyle.

Allerede fredag satte han sig derind – med et helt særligt formål: 

Nemlig at streame live døgnet rundt på platformen Twitch frem til nytårsaften for at samle penge ind til velgørende formål.

På nuværende tidspunkt viser indsamlingen, som foregår i et samarbejde med Røde Kors, at 24-årige Jaxstyle – der lyder det borgerlige navn Jacob Krull – i skrivende stund har indsamlet 282.077 kroner, siden han gik i luften fredag.

Selve glascontaineren står placeret midt på Rådhuspladsen i København, og til B.T. fortalte han, inden projektet gik i gang, at det er hans »største nogensinde«:

»Efter et år, hvor jeg har fået så meget støtte, vil jeg gerne give tilbage. Jeg er overbevist om, at det er sådan, livet fungerer bedst,« fortalte han.

Det er ikke første gang, at Jaxstyle kombinerer sit streamingunivers med velgørenhed.

Han har også tidligere lavet livesendinger, hvor han har filmet sig selv døgnet rundt derhjemme, samtidig med at han samlede penge ind til Psykiatrifonden.

Sidste år til jul blev det til hele 1.620.769 kroner på de 13 dage, som streaming kørte.

Frem til nytårsaften vil han blive filmet døgnet rundt inde i containeren, der er dækket til tre af siderne, mens fronten består af en glasfacade, som alle forbipasserende kan kigge ind ad. 

Også når han skal sove.

Dog har han fortalt til TV 2 Nord, at han trods alt vil få lidt privatliv, når naturen kalder.

»Jeg har ikke pisset endnu, men hvis jeg skal det, så kan jeg godt forlade streamen i nogle minutter,« fortalte han fredag til lokalmediet.

Pengene fra indsamlingen vil ifølge Røde Kors gå til mennesker ramt af kulde, ensomhed og nød i Danmark og resten af verden.