Den 50-årige forfatter og sexolog, Jakob Olrik er i lykkelige omstændigheder.
Hans kæreste, den 21-årige litteraturstuderende, Astrid Lund Johansen, er nemlig nedkommet med parrets første barn.
Det afslører de begge i opslag på Instagram.
Her røber parret, der har været sammen i to et halvt år, også, at deres nyfødte datter har fået navnet Noa.
»Velkommen til lille Noa, elsker dig. Og tak til min kæreste Astrid, du er så sej,« skriver Jakob Olrik.
Astrid Lund Johansen afslører desuden, at parrets datter kom til verden i mandags på Hvidovre Hospital.
»Vi elsker dig uendeligt højt og at være din mor er den smukkeste titel, jeg nogensinde kommer til at bære,« skriver den nybagte mor.
Jakob Olrik har i forvejen datteren Katinka på 21 år fra et tidligere forhold.
Han er kendt som sexolog og forfatter og brød for alvor igennem som ekspert i DR 2-programmet 'I seng med DR2'.
Han mødte sin 29 år yngre kæreste på Instagram, og parret har før fortalt om den modstand, de møder over netop aldersforskellen.
Den satte Jakob Olrik ikke mindst ord på, da han i marts røbede familieforøgelsen i en klumme i Information.
''Men hvad så med barnet?' spørger folk, 'hvordan overkommer du søvnløse nætter, gylp og bleskift?'. I bund og grund overkommer jeg det vel bedre nu end før, hvor jeg for hæsblæsende rundt. Jeg er ikke længere angst for at gå glip af noget. Jeg er ganske enkelt nærværende og til stede,' fortalte Jakob Olrik da.
Efterfølgende satte parret også i et stort interview med Berlingske ord på de fordomme, de mødte på grund af deres aldersforskel:
»Mange har skrevet, at det er et forhold, jeg ikke selv har valgt, og at jeg på et tidspunkt vil indse, at det var forkert. At det kun er, fordi jeg er så ung og uvidende, at jeg kan indgå i en relation med en 50-årig mand. Det er enormt sårende, for vi bor jo sammen, vi skal have barn sammen, vi har valgt hinanden,« sagde Astrid Lund Johansen da.
Hør B.T.-podcasten 'Det vi taler om' herunder.