'En røvsyg sæson', 'Et afsporet program' og 'Det bliver dårligere og dårligere'.
Kritikken af 'X Factor' er til at tage at føle på, hvis man giver sig tid til at rulle ned over kommentarsporene på det uhyre populære TV 2-programs Facebook-side.
Mange seere er utilfredse med underholdningsværdien på programmet, og der bliver især skudt på kendskabet – eller mangel på samme – til de valgte sange, mens også dommertrioen får skudt i skoene at være 'kedelige'.
Under pressemødet i forbindelse med afsløringen af dommerpanelet – som igen i år består af Simon Kvamm, Oh Land og Thomas Blachmann – forholdt B.T. blandt andet Oh Land den meget kræs kritik, programmet har været ramt af.
»Jeg kan personligt slet ikke følge kritikken af musikvalget. Jeg er på evig jagt efter det næste stykke musik, der skal sparke benene væk under mig, og som skal røre mig,« indleder Oh Land, der har besluttet sig for at tage endnu en tørn i 'X Factor'-møllen efter sit comeback i seneste sæson.

»Jeg elsker personligt selv at blive introduceret til ny musik, men derfor skal det selvfølgelig ikke være en konkurrence i, hvem der kan komme med det mest obskure,« fortsætter hun.
Hun understreger desuden, at der er regler for, hvor stor en procentdel af de sange, dommerne vælger, deltagerne skal synge, der må være 'kendte' sange.
»Vi sender vores sangvalg ind til et panel, der så skal vurdere, om der er for mange kendte eller ukendte sange iblandt. Det gør de ud fra nogle forskellige parametre, som for eksempel, hvor længe sangen har ligget på top 10, eller hvor meget det er blevet spillet på radioen,« forklarer hun.
I forhold til seerbehovet for noget mere dramatik ved dommerbordet har den 39-årige sangerinde ikke i sinde at ændre på noget – det er der ikke behov for.
»Min motivation for at lave 'X Factor' har aldrig været, at jeg skulle ind og skændes eller skabe dårlig stemning, fordi det er underholdende. Sådan har jeg aldrig haft det, når jeg selv ser fjernsyn.«
»Men så sker der jo altid nogle ting helt af sig selv, som bliver dramatiske, og det synes jeg egentlig, der har været masser af alle de gange, jeg har været med,« forklarer hun.
Det bliver femte gang, Oh Land skal være dommer på det populære TV 2-program, når hun igen sidder i panelet med Thomas Blachman og Simon Kvamm, når 'X Factor' løber over skærmen med de første auditions 1. januar 2025.

