For tiden stryger skuespillerne i 'Dune: Del 2' land og rige rundt for at promovere deres nye film.

Men under pressedagen søndag til Comic-Con i brasilianske São Paulo skete der pludselig noget helt uventet, mens filmholdet var på scenen.

For under en fotoseance bliver filmseriens nye hovedrolle Florence Pugh pludselig ramt i ansigtet af en genstand, der bliver kastet fra publikum.

Det kan man se i en video af episoden, som er blevet delt flittigt på de sociale medier. Se selv videoen nederst i artiklen.

Her kan man se den 27-årige Oscar-nominerede skuespillerinde Florence Pugh blive tydeligt overrasket over kastet og udbryde et højlydt 'av', efter den uidentificerede genstand rammer hende lige under højre øje.

Florence Pugh stod sammen med sine medskuespillere Timothée Chalamet, Zendaya og Austin Butler, samt filmens instruktør og manuskriptforfatter Denis Villeneuve, da episoden skete.

Kastet blev samtidig en ærgerlig afslutning på søndagens pressearbejde – der dog alligevel var ved at lakke mod enden. 

Efter at have svaret på spørgsmål fra publikum stod skuespillerne nemlig og fik taget billeder på scenen af den fremmødte presse, da Florence Pugh pludselig fik kastet noget i hovedet fra publikum.

Se Florence Pugh blive ramt lige i hovedet i videoen nederst i artiklen. Video: Twitter / Timmytea
Se Florence Pugh blive ramt lige i hovedet i videoen nederst i artiklen. Video: Twitter / Timmytea
Vis mere

Florence Pugh har endnu ikke selv kommenteret episoden, og det er heller ikke kommet frem, hvem der kastede genstanden mod hende, eller hvad motivet skulle have været.

De senere år har det dog været en stigende tendens, at kunstnere får kastet ting efter sig på scenen – også herhjemme.

De mange videoer spreder sig ikke mindst på sociale medier, hvor formålene blandt andet kan være at få opmærksomhed på netop de sociale medier eller blot at kunne påvirke en stor kunstner – positivt eller negativt.

»Det kan jo få konsekvenser, hvis man bliver ramt af noget tungt, eller koncerten må aflyses, så man skal i hvert fald ikke opildne til det. Jeg tror, man skal ignorere det,« har musikeren Birthe Kjær eksempelvis udtalt til B.T. om tendensen.

Florence Pugh har rollen som prinsesse Irulan i det kommende actiondrama 'Dune: Del 2', der får premiere i de danske biografer 15. marts 2024.

Actiondramaet er en af de produktioner, der blev ramt og udskudt af den nyligt afsluttede strejke hos Hollywoods skuespillere og manuskriptforfattere.

Se videoen her: